Bred ymer og knæhøj karse

Fem piger dyrker en fælles kærlighed til et af ungdommens helt store ikoner: Maxi Puchen

03. september 2018, 17:05
Lena Korreborg Nielsen, Ruth Pedersen, Lisbeth Blach, Inge Marie Munk og Lene Wilhjelm mødes en gang om ugen for at dyrke en kærlighed til den Maxi Puch, som var en fast del af deres tidlige ungdom, og som igen bringer lykke i Puch Pigernes lille fællesskab. Foto: Henrik Bagge

FJENDS Det er sjovt, hvordan alting forandres, som tiden går.

I 1978 ville ingen have løftet et øjenbryn over, at fem piger på knallert kom drønende ind på havnen i flok, smed hjelmen og rystede håret, inden de startede samtalen med et "nå, hva´ så?"

Men 40 år senere får det virkelig den øvrige samtale på havnen i Hjarbæk til at gå helt i stå.

Selv de sejlere, der lige har forladt havnen med kurs mod fjorden, vender sig og strækker hals for at se, hvad det dog er, der sker.

Puch Pigerne er en lille klub, der mødes en gang hver uge i Viborg, hvorfra de kører ud i det omkringliggende landskab.

De dyrker en fælles kærlighed til den Maxi Puch, der fra 1970´erne gav de unge noget fart over tilværelsen, gav dem frihed til at komme rundt og gav dem noget at have et fællesskab omkring.

Set i bakspejlet var Maxi Puchen for mange en uomgængelig og tro følgesvend gennem ungdommen i 70´erne og 80´erne.

Og nu er den blevet det igen for Inge Marie, Lene, Ruth, Lisbeth og Lena.

Hvabehar? Yankie Bar!

Det var Inge Marie Munk fra Kvosted, der fik ideen til at starte klubben sidste efterår, og siden foråret har de fem Puch-piger fra Fjends og Viborg pløjet asfalt lige fra Lundø til Dollerup Bakker.

Men hvad skal det egentlig til for, tænker man, når man kigger sig omkring på Hjarbæk Havn, hvor komfortable firehjulstrækkere ellers præger billedet i 2018.

- Det er sjovt at være sammen om noget, siger en.

- Og så er det dejligt at komme ud på landet, mærke vinden og lugte lidt til det hele, siger en anden.

- Der er jo også ret flot omkring Viborg, siger en tredje, inden Lena skærer igennem.

- Ej, hold nu op, det er sgu da også, fordi det er lidt skørt, siger hun, og de andre griner og giver hende ret.

Det er nok mest det. Det er tilpas skørt.

Det er i hvert fald skørt set med moderne, rationelle, tidsoptimerende, transporteffektiviserende briller på!

Nå, og hva´ så?

Måske er det netop derfor, de gør det.

Ikke alt er godt, bare fordi det er nyt. Og ikke alt er skidt, bare fordi det er gammelt.

Og snakken bliver ved med at vende tilbage til udgangspunktet for Maxi Puchen:

Ungdomskulturen i 70´erne og alle dens markører.

Det var Yankie Bar, Jolly Cola og kradsere på grillbaren.

Det var pandehår, parkacoats og plateaustøvler.

Det var kassettebåndoptager, krøllejern og kassebukser.

Det var fyre med snotgardin, frynser og børste i overlommen.

Det var Inga og Katinka og smukke Charlie på sin Harley.

Det hed bred ymer, knæhøj karse og skråt op, når man gav en finger.

Det var fede tider, alt var hylt, og det hele var fjong!

Blæret, fedest og kodylt

Dengang i 70erne var det blæret, fedest og kodylt at have en Maxi Puch, også selv om det ikke var helt problemfrit.

Mange har prøvet at få flagrende bukser ind i kæden.

De fleste husker de smertelige brændemærker fra udstødningen, når man sad bagpå.

Og alle har minder om støvler, der gled på kickstarteren, så det gjorde naller på skinnebenet.

Ruth kan ligefrem stolt fremvise et helt friskt, blåt mærke fra den forgangne uge.

For Lisbeth var det forbundet med prestige at have en Maxi Puch, men der var ikke råd til en, der hvor hun kom fra.

Så hun startede med en Ciao, inden også hun stolt kunne sætte sig på en Maxi Puch.

- Jeg er faktisk stadig ret øm over den, siger Lisbeth, og nikker over mod sin grønne Maxi Puch, der fremstår særdeles velplejet og -pudset.

Også farten var væsentlig for 70ernes knallertkultur.

35-40 km/t lyder måske ikke af meget, men det var alligevel noget hurtigere, end de fleste kunne cykle.

Og så var der jo også dem, der kunne rende noget stærkere, hvis man havde boret cylinderen, pillet plomben og planet topstykket.

Lena er i dag ikke den hurtigste knallert på havnen, men i gamle dage var hun fartdronningen af Viborg.

- Den kunne rende over 80, siger hun, mens de andre lige må samle kæben op fra bordkanten.

Ruth har lige haft sin over 50 ned ad bakke mod Hjarbæk, og hun synes 80 lyder af meget.

- Ja ja, det var da også fuldstændig sindssygt, siger Lena.

Fedt at hedde Brian

Der er tre helt eksistentielle enten/eller spørgsmål, der presser sig på, når man sidder over for fem Puch-piger med den ene fod i 70´erne.

Rød eller grøn?

Rød, grøn, grøn, grøn og...koksgrå. Det er Ruth, der skiller sig helt ud. Hun har også en rævehale, som hendes mand har skudt til hende.

Pedal eller kickstart?

Kickstart. Fem ud af fem. Pedal-Maxien var den første, så den med kickstart var det nye.

Sweet eller Slade?

Sweet. Hele vejen rundt. Lisbeth er splittet, men den superhotte forsanger Brian Connolly får den til at vippe over til Sweets fordel.

Det er tid for pigerne at pakke kaffen ned i Arla-kassen og vende Puch Maxien hjemad.

I aften er de fem, men næste uge kommer der vist en ny med, og de vil gerne op på en ti stykker.

Som det er nu, er der ikke rigtig plads til at melde afbud.

For man kan da ikke kalde sig hverken en klub eller en flok, hvis man kun kommer to-tre stykker.

Det virker bare for noller.