Væk med besparelser på uddannelserne!

11. september 2018, 10:15
Mette Nielsen Foto: Arkivfoto

Efter sidste uges fremlæggelse af finanslovsforslaget står det nu helt klart og tydeligt, at Socialdemokratiet ønsker, at stoppe besparelserne på alle uddannelser, og at omprioriteringsbidraget skal fjernes, når Mette Frederiksen får nøglerne til Statsministeriet.

Omprioriteringsbidraget går ud over kvaliteten, og skaber usikkerhed, fordi man reelt ikke ved, hvor mange penge man har ude på uddannelsesstederne til at lave undervisning for.

Når der systematisk skal spares år efter år, så betyder det færre lærere, og uddannelsesstederne ikke kan tilbyde et bredt udbud af studieretninger.

Børn og unge er fremtidens råstof, derfor glæder det mig, at der er lagt op til at stoppe besparelserne på uddannelserne. Det glæder mig også, at der er lagt op til at styrke erhvervsuddannelserne, for vi kommer i fremtiden til at mangle håndværkere.

Vi skal også sikre, at der er gymnasier i hele landet, og derfor er det vigtigt, at omprioriteringsbidraget fjernes.

Det er vigtigt for et Danmark i balance, og det er selvfølgelig rigtig vigtigt lokalt, at vi bevarer vores gymnasier her i Viborg Kommune.