Frygt for fiasko endte med rekord

Holdet bag Stoholm Festuge er modtager af Månedens Buket

11. september 2018, 13:25
Holdet her kan notere sig en gedigen succes med Stoholm Festuge 2018. Forrest fra venstre er det Anette Aaby Møgelbjerg, Christina Bilde Heilskov og Ida Helmersson. Bagerst fra venstre er det Lars Mørk Kristensen og Dennis Jessen. Fraværende, da billedet blev taget, var Johnny Brammer og Hans Peter Fly Løhr. Foto: Henrik Bagge

STOHOLM Store forhindringer på vejen, flere penge på spil end normalt, og så kommer Goliat lige rendende og klapper David en på siden af hovedet!

Det har indimellem føltes lidt som at kæmpe mod vindmøller at arrangere Stoholm Festuge i 2018.

Det vil formanden for foretagendet Christina Bilde Heilskov gerne indrømme.

Derfor er glæden og lettelsen også ekstra stor, efter en festuge, der efterfølgende har modtaget enestående god feedback fra de deltagende.

- Det er gået så godt, og vi har intet negativt hørt. Men nu tør jeg godt lægge hovedet på blokken og sige, at vi er overraskede over den store opbakning, siger Christina Bilde Heilskov.

- Undervejs har vi tænkt: Shit, det er godt, hvis bare der kommer 200 lørdag aften, og så endte vi med udsolgt, en forrygende fest og kun glade mennesker.

Ingen hængemule her

Det har ellers ikke lige ligget i kortene, at 2018 skulle blive noget rekordår for festugen.

Først og sidst har der været det allestedsnærværende gravearbejde i byen, men den del bestemte man tidligt, at man ikke gad at mule over.

- Her har handelsstanden jo også gjort en kæmpe indsats, og med de betingelser, vi har haft, er det blevet næsten det samme alligevel. Alle foreninger i Stoholm har haft ja-hatten på for at få noget positivt ud af det, siger Christina Bilde Heilskov.

Så var der Fyrværkerifestivalen i Viborg, der pludselig kom rendende og stjal den dato i uge 34, som har ligget fast siden starten på Stoholm Festuge for fem år siden. Og her blev man hurtigt enige om at vige pladsen for den store dreng i klassen.

- Alle fra Stoholm skulle derind, heriblandt alle dem, vi gerne ville have i baren, griner Christina Bilde Heilskov.

Derfor blev festen rykket til uge 35, og en frygt for at to weekender i træk ville blive for meget for de fleste, viste sig ubegrundet med udsolgt til festen lørdag aften.

Og måske var det The Powls, der gjorde udslaget. Det har i hvert fald ikke skortet på opfordringer til at genhyre dem til næste år.

Men det var ikke uden risiko at engagere det ikke helt billige festorkester.

- The Powls var et sats, der gik hjem, indrømmer Christina Bilde Heilskov, der også var med, da der slet ingen penge var.

Nu om dage henvender bands sig selv, lige som også flere lokale sponsorer har gjort det.

- Det siger også noget om Stoholm, synes Christina Bilde Heilskov, der har fået thumbs up til næste år fra resten af det efterhånden godt sammentømrede festugeudvalg, der ikke bare lader sig vælte af en lille udfordring undervejs.

En sådan stålsat vedholdenhed belønner vi fra avisen gerne med Månedens Buket til holdet bag Stoholm Festuge.