Ud at stå på egne ben

Lærke og Emil har i sommer repræsenteret Lions Fjends i udlandet

24. september 2018, 13:49
Emil Blingedal på 20 år fra Vridsted tilbragte sommeren i Schweiz, mens Lærke Kampp på 18 år fra Viborg var i Finland, begge udsendt af Lions Fjends.   Foto: Henrik Bagge
MØNSTED De er stadig helt høje på oplevelsen, fornemmer man her snart et par måneder efter, de vendte hjem til hverdagen.
Lærke Kampp på 18 år fra Viborg og Emil Blingedal på 20 år fra Skive med rødder i Vridsted har været denne sommers udsendte unge af Lions Club i Fjends.
Lærke har været i Finland, Emil har været i Schweiz, og sidste mandag var de sammen på Mønsted Kro for at holde deres del af aftalen med Lions Fjends:
De skulle kort og godt fortælle om, hvad de havde oplevet.
Familien i højsædet
Emil havde været afsted selv for første gang uden forældre eller venner. 
Det havde været lidt nervepirrende, men det hele viste sig særdeles velorganiseret.
Han var landet i den fransktalende del af Schweiz uden at kunne et ord fransk. Han lærte lidt undervejs, men ellers kunne han klare sig med engelsk, ikke mindst da hele den unge og udvidede værtsfamilie troppede op til den helt store fætter/kusine-fest.
Det var med andre ord store nyheder i Schweiz, at der var kommet fint besøg!
I det hele taget er familien i højsædet i Schweiz, kunne Emil fortælle. 
Han havde været en af 24 unge fra 21 lande, der alle var mødt op med en indstilling om at lære alle at kende og suge til sig af de fede oplevelser, om det så var med action i naturen eller på musikfestival. 
Emil holder kontakten med de andre og skal holde nytår i London med nogle, mens de allerede er 16, der har givet tilsagn om at mødes hos en af deltagerne i Norge!
Emil var blevet anbefalet Schweiz af en veninde, som havde været der med Lions, hvorefter han havde skrevet en ansøgning til Lions Fjends, som gerne ville sende ham afsted efter et møde. 
- De kræver ikke rigtig noget. De giver bare en god oplevelse, og så forventer de selvfølgelig, at man repræsenterer Danmark på bedst mulig måde, siger Emil, der også har anbefalet det til et par andre, der har tænkt sig at prøve. 
Han finder generelt verdens ungdom meget åbensindet efter at have stiftet bekendtskab med et pænt udsnit af den. 
- Vi er forskellige, men også meget ens. De største forskelle er måske omkring sådan noget som mad. Mine to venner fra Indien og Mexico kæmpede lidt om, hvem der kunne lave den stærkest! Men i bund og grund er vi ret ens. Så det er jeg måske blevet mere tryg af at opleve. Der er ingen, der bider, bare fordi de kommer fra et andet land.
At savne en sauna
Lærke Kampp havde tilbragt tre uger i Finland efter sin første flyvetur alene.
Hos en meget rig værtsfamilie, hvor manden ikke var så meget hjemme, havde hun faktisk talt en del dansk, idet konen talte svensk, så de holdt engelsk på et minimum. 
Som bekendt har alle finner en sauna, men Finland havde den samme sommer som Danmark, så de stakkels finner måtte forlade deres elskede sauna for en stund! 
I stedet var brøndene ved at tørre ud i varmen, søerne svandt ind, og der var kæmpe skovbrande.
Forældrene stammede begge fra det nordlige Finland, så rensdyr var det foretrukne kød. På en springtur havde hun dog også opdaget, at finnerne er meget nærige med fyld på deres pizza!
- De var supersøde, og jeg skulle komme igen og bare tage hele min familie med, kunne Lærke fortælle efter en uforglemmelig tur, hvor hun var blevet lidt stærkere og bedre til at stå på egne ben sammen med 36 unge fra 24 forskellige lande.
Også hun kunne anbefale andre at springe ud i det. 
- Hvis man ved, at der er nogen i den anden ende, er det okay.
Lærkes familie var selv sidste år vært for en pige fra Italien, og to søskende har også tidligere været afsted. 
Og nu var det blevet hendes tur til at opleve noget.
- Og så lød det her bare fedt, for hvor meget ved man lige om Finland?
Nu ved hun i hvert fald noget mere, end da hun steg på flyet for at tage alene ud i verden for første gang som repræsentant for Lions Fjends.