Sparkær Revy med X-faktor

Årets begivenheder endevendes igen i Sparkær

26. september 2018, 08:06
Christina, Lisbeth og Anne er de rutinerede kræfter, mens Niclas og Oliver er med for anden gang. Foto: Privatfoto
SPARKÆR Der er ingen grund til at lave om på noget, der virker, så alt er ved det gamle, når Sparkær Revyen fredag 5. oktober fejer hen over scenegulvet i Sparkær Forsamlingshus.
Byen er den samme, menuen er den samme, og revyen er ikke den samme, men lidt derhenad. 
Det vil sige, at både samfundets store og små emner vil få en humoristisk behandling med en særlig Sparkær-vinkel på.
Det bliver nært, sært og kært. 
Det fortæller Christina Have Trankjær fra revyholdet.
-Vi laver ting, der har været oppe at vende, både lokalt og nationalt. Vi vil gerne være positive, men også have lidt kant, og vi ved efterhånden godt, hvem der kan tåle lidt. Vi vil gerne gå lidt til folk, men vi holder det hele tiden på et plan, hvor det er humoristisk, lover Christina Have Trankjær.
Hun har selv været med i revyen i 12-13 år, men revytraditionen i Sparkær strækker sig meget længere tilbage end det. 
Det øvrige hold består af Lisbeth Gissing Madsen og Anne Højgaard Jensen, der begge har været med nogle år, og så de to nye drenge i klassen, Niclas Dalby Kristiansen og Oliver Andersen, der begge fik debut sidste år, men altså ikke har ladet sig skræmme bort fra at medvirke endnu en gang. 
Audition til X-faktor
Der bliver noget om tidens flygtige diller som fidget spinneren, noget om hvad det er for nogle typer, der går til sport, og der vil blive afholdt audition til X-faktor. 
Man kommer til at møde Sussi og Leo, nogle af byens mange ildsjæle og også borgmesteren. 
Og når vi er i Sparkær, er der vel at mærke ikke tale om Ulrik Wilbek, men den i Sparkær bosiddende tidligere borgmester Torsten Nielsen, der her på egnen stadig er den eneste rigtige. 
Mange numre garneres med musik og sang, og man er her et par uger før den store aften klar til at koble lyd- og lysfolk på, hvilket er ensbetydende med de herrer Michael Højgaard Jensen og Jesper Jensen.
Men ellers er revyholdet i høj grad en selvkørende enhed. Man skriver selv alle teksterne og instruerer i fællesskab hele molevitten.
- Vi har nogle, vi stoler på, der lige kommer ind over til sidst for at se, om det overhovedet virker, men ellers stoler vi meget på hinanden. Vi er meget ærlige og gode til at sige til hinanden, om det holder eller ej, for der er ingen, der har lyst til at stå og gøre sig selv til grin, siger Christina Have Trankjær, der ellers lover masser af grin. 
- Det handler om, at folk har en hyggelig aften med noget fis og ballade, og selvfølgelig bliver det sjovt!
Revyen forventes at vare en time til halvanden med smørrebrød forinden, og holdet afholder generalprøve torsdag 4. oktober for andre interesserede.