Stoholm tabte klart til topholdet

Skarpe sallingboere kom, så og sejrede

08. oktober 2018, 14:21
Foto: Arkivfoto

Det blev ikke til point for Stoholm IF-Fodbold i fodboldens serie 2, da mandskabet lørdag eftermiddag tog imod topholdet og oprykningsfavoritterne fra Roslev.

Sallingboerne kom, så og sejrede med de indiskutable cifre på 4-0, så derfor skal SIF’erne stadig kigge mod tabellens 7. og 8. plads - det er de kedelige placeringer, der giver nedrykning til serie 3.

Stoholms efterårssæson har hidtil bestået af stimer - sæsonen blev indledt med fire nederlag i rap - derefter afløst af imponerende fire sejre i træk, men senest er det blevet til to markante nederlag.

I forrige runde var det en 4-1 bet ude mod Hurup, og lørdag gav de 90 minutters anstrengelser altså heller ikke point på Karlsen Arena i Stoholm.

Der var ellers optræk til gode muligheder i kampens indledning - dagens fidusmodtager Jonathan Jul var i hopla, og der var virkelig speed på, når Jul rykkede afsted - desværre gav det ikke scoringer.

Derfor var det Roslev, der åbnede med en afslutning fra en meget spids vinkel efter cirka et kvarter, og kort før pausen blev den føring udbygget på et straffespark.

I de sidste 45 minutter forsøgte SIF’erne det bedste, de kunne, men det var Roslev der satte trumf på i henholdsvis det 59. og 86. minut.

- Vi taber fortjent efter en meget lige 1. halvleg, hvor de dog var skarpere end os. I de sidste 45 minutter styrede Roslev det meste og får scoret yderligere to gange. Der bliver sædvanen tro arbejdet fint stort set hele vejen rundt, men i lørdags manglede der kynisme og det sidste i afslutningerne, hvis vi skulle kunne true dem. I næste runde venter der igen et tophold, og så kan det gå hen og blive neglebidende spændende i de sidste tre runder, konstaterede spillende cheftræner Martin Trankjær efterfølgende.

Et enkelt gult kort undervejs ramte i øvrigt SIF’s Flemming Bennedsgaard fra dommer Henrik Junge. I næste runde venter der som nævnt endnu en svær match - ude mod topholdet fra Borbjerg, og der fløjtes op til den kamp på lørdag d. 13. oktober klokken 14.00.