Nyt nederlag til Stoholm - nu venter gyser

Lørdagens bundkamp mod Thisted bliver forbudt for børn

15. oktober 2018, 15:48
Foto: Arkivfoto

Stoholm IF-Fodbolds efterårssæson i serie 2 har indtil videre bestået af nærmest uhørte stimer.

Først startede mandskabet med at tabe de første 4 kampe, hvorefter det lignede nedrykning til serie 3. Men pludselig kom der 4 sejre i rap, og der var dermed behagelig afstand til nedrykningsstregen.

Dog er det på det seneste blevet til 3 markante nederlag i træk - i alt på 1-12 - så nu er der ikke langt ned til de kedelige placeringer som nummer 7 og 8, og det er jo disse pladser, der giver nedrykning til serie 3.

I weekenden blev det til det andet 0-4 nederlag på stribe, da SIF’erne gæstede topholdet fra Borbjerg.

Der var tale om to meget forskellige halvlege, for før pausen var fjandboerne særdeles godt med, og det kunne med lidt medgang have udmøntet sig i en pauseføring. Den kom - set med SIF-briller - desværre ikke, og i de sidste 45 minutter sad værterne på det hele i en sådan grad, at de sikrede sig en indiskutabel 4-0 gevinst.

- Vi spillede egentlig okay i 1. halvleg, og i pausen sad vi med fornemmelsen af, at vi godt kunne hente point med hjem fra denne svære udebane. Men da vi først kom bagud 2-0, blev det op ad bakke - dog fik vi en stor mulighed for at reducere til 2-1, hvilket desværre ikke lykkedes. I slutfasen satsede vi alt, men her blev vi straffet på to omstillinger, så derfor kom cifrene til at se lidt voldsomme ud, konstaterede spillende træner Martin Trankjær efterfølgende.

Han kunne berette om en match, hvor der undervejs var et enkelt gult kort til Mark Dalgaard Svendsen i 1. halvleg, og fidusen tilfaldt Jonathan Jul - derudover var der også trænerros til Flemming Bennedsgaard og Cody Sørensen.

Søndag vandt Thisted FC så med 3-1 hjemme over Struer-Humlum i deres indbyrdes vitale bundopgør, og det betyder, at der bliver budt op til ”forbudt for børn” kamp på lørdag i Stoholm.

Her kommer Thisted nemlig på besøg, og med tre runder tilbage er forskellen nu på 4 point i SIF’ernes favør, så man behøver ikke et professorat i matematik for at regne vigtigheden af den dyst ud.

Thyboerne er tvunget til sejr, og et nederlag kan vise sig at blive fatalt for SIF, så der er i den grad lagt op til neglebidende spænding - opgøret bliver fløjtet op kl. 13.30.