Nok at rive i: Lone har fod på butikken

Det er slet ikke surt at rode med andre folks tæer

23. oktober 2018, 11:16
For nuværende er de i alt seks medarbejdere på Højslev Helse- og Fodklinik. Stående fra venstre er det Inger Würtz Iversen, Helle Heppner, Karin Rolighed og klinikkens maskot Mr. Bones. Siddende er det indehaver Lone Kjærsgård. Fraværende på billedet er Aage Helle og Karina Nielsen. Foto: Henrik Bagge
HØJSLEV Hendes far sagde, at hun var tovlig, da hun sagde sit gode, sikre job ved Skat op.
Men sådan er fædre. Der er ingen grund til at lave om på noget, der fungerer, synes de.
Og det var bestemt heller ikke meningen, at det skulle have gået så hurtigt med at komme ud ad døren hos Skat.
Men hvad gør man, når man har nok på tallerkenen til 30 timer i døgnet, men man kun har 24 at gøre med?
Lone Kjærsgård er indehaver af Højslev Helse- og Fodklinik, der 21. oktober kunne fejre et års fødselsdag.
Og at der kan ske meget på et år, ved sikkert alle, der engang har været barn, og det er alligevel nok de fleste.
Men hvor en lille ny normalt først lige har fået lært at gå til husbehov efter et år, må man konstatere, at Lone Kjærsgård med sin helseklinik har ramt jorden løbende.
Nogen at rive i
Det, der skulle have været en lille fritidsbiks, der stille og roligt kunne udvikle sig, så Lone Kjærsgård havde noget (eller nogen) at rive i, når hun trak sig tilbage fra et langt arbejdsliv hos Skat, er i løbet af sit første leveår groet med en sådan hast, at det nærmest er vokset ud af sin egen krop.
- Da jeg startede op i oktober 2017, havde jeg forestillet mig en langsom nedtrapning fra mit daglige arbejde, sådan at jeg kunne gå på pension som 60-årig og supplere med indtægter fra fodpleje og massage, husker Lone Kjærsgård. 
- Men allerede i januar søgte og fik jeg orlov fra mit job ved Skat, fordi klinikken gik fantastisk med kundetilgang. Så jeg stoppede ved Skat her i april - cirka otte år tidligere, end jeg egentlig havde planlagt!
Sikken voldsom trængsel... 
Der har simpelthen været så stor efterspørgsel på Lone Kjærsgårds håndarbejde, at hun til foråret flytter forretningen et par hundrede meter fra Østerrisvej til nye lokaler over for Brugsen på Viborgvej. 
Her får Højslev Helse- og Fodklinik 210 kvadratmeter at boltre sig på i skarp kontrast til de nuværende 62, som godt nok er hyggelige, men hvor der også er blevet voldsom trængsel og alarm.
Stik imod forventningen har Lone Kjærsgård nemlig nærmest fra dag et været nødt til jævnligt at udvide besætningen i klinikken for at imødekomme den store efterspørgsel. 
- Siden opstarten er der tilknyttet to fodplejere mere, og til november kommer yderligere en ny kollega, så vi kan arbejde på skift og dele dagen op i to. Herefter er vi fire lægeeksaminerede fodplejere, som også alle er uddannede massører, siger Lone Kjærsgård. 
Endvidere har klinikken endnu en massør, som også er kraniosakral terapeut og øreakupunktør, samt nu også en kostvejleder, som endvidere er under uddannelse til zoneterapeut. 
- Alt i alt favner vi fagligt bredt, men vi skal også leve højt på vores store faglighed og dygtighed, og vi skal respektere kundernes forskellighed og sørge for at servicen er i top hver eneste dag i klinikken. Og »mennesket i centrum« er stadigvæk vores motto, siger Lone Kjærsgård, der erklærer sig både glad og ydmyg over den store tillid, kunderne har vist hende og kollegaerne gennem det første år.
Knap så tovlig
Selv om travlheden har overrasket hende, har den tidligere pantefoged ikke et øjeblik fortrudt, at hun tog skridtet fuldt ud og kvittede jobbet i Skat, så hun kunne koncentrere sig 100 procent om at få fod på butikken.
- Jeg plejer at sige, at jeg har skiftet de sure kunder ud med sure tæer. Men det passer nu ikke, for dem er der ingen af. Hverken kunder eller tæer, griner Lone Kjærsgård.
Men hvad siger far så til det hele? Synes han stadig, at hun er tovlig?
- Han er en hård kritiker, og han troede virkelig ikke, at det var noget, jeg kunne leve af. Men han ved godt, jeg har travlt, og inderst inde er han stolt.