Indbrud: Pas og rejsevaluta væk

Vestfjends blev mandag ramt af to indbrud i dagtimerne

06. november 2018, 10:27

VESTFJENDS Mandag i tidsrummet 08.30 - 12.45 blev en rude knust til et soveværelse under et indbrud i et hus på Pilkærvej i Vridsted.

Det er endnu ikke opgjort, hvad der er forsvundet.

Ligeledes mandag mellem klokken 7 og 16.30 blev en rude knust til et værelse i en villa på Kjeldbjerg Toft i Kjeldbjerg.

Skuffer og skabe er herefter blevet gennemrodet, og husets beboere står nu og mangler både pas og rejsevaluta.

Politiet anmoder folk om at være ekstra årvågne og også holde øje med naboens hus i Fjends-området, der også blev ramt af to indbrud i Stoholm mandag.