Faldskærmsjæger i Fjandbohus

10. november 2018, 11:43
Brian Lange. Pressefoto

IGLSØ I Iglsø Ældreklubs række af vinterforedrag er vi nu nået til tidligere faldskærmsjæger i Fremmedlegionen, Brian Lange, der tirsdag 13. november fortæller om sine 15 år i den legendariske enhed.

Det er den personlige beretning om drengen fra Haderslev, der drømte om at blive elitesoldat og blev det.

Han har sprunget over 1000 faldskærmsspring, har stor erfaring i dykning og taler fire sprog flydende.

Ville opleve verden

Det var ikke ønsket om at komme i krig, men en stor eventyrlyst, der i 1988 drev den dengang unge konstabel Brian Lange til at sige farvel til familien og Kongens Jydske Fodregiment for at træde ind i legionærernes rækker.

- For mig gjaldt det om at komme ud og opleve verden. Det fik jeg så også gjort. Jeg har været et utal af gange på det afrikanske kontinent, som er et storslået kontinent. Og det er ikke kun krig og ballade, når man bliver sendt derned. Det er også mange humanitære opgaver, fortæller Brian Lange, som stoppede i Fremmedlegionen i 2003.

Han arbejder i dag på kasernen i Fredericia.