SET i gang: Flyvende start til erhvervsnetværk

SETs lokale erhvervsnetværk i Højslev er allerede i vækst

11. november 2018, 07:32
9. oktober var der opstartsmøde for erhvervsnetværket SET på Højslev Kro med 10 deltagere. Nu er man allerede 15 med flere på vej. Foto: Thomas Rosenkrands/SET

HØJSLEV 10 virksomheder var med, da Skiveegnens Erhvervs- & Turistcenter, i daglig tale bare SET, den 9. oktober holdt opstartsmøde for Erhvervsnetværk 7840 Højslev, og her knap en måned senere er 10 allerede blevet til 15, mens flere er interesserede.

- Vi er glade for, at vi på nuværende tidspunkt har 15 medlemmer. Det er jo ikke første gang vi starter et lokalt erhvervsnetværk, og at vi så kort tid efter allerede har opbakning fra 15, lover godt for netværkets fremtid, siger erhvervskonsulent Thomas Rosenkrands fra SET.

I gang med et SET

Nu er man så pludselig kommet i gang, men det er herefter, at man for alvor skal vise, at et lokalt erhvervsnetværk har sin berettigelse.

Her har SET sat rammerne, men det er deltagerne, der skal fylde dem ud.

- På den ene siden handler det om at få fortalt alle de gode erhvervshistorier fra området. Så her er vi afhængige af, at medlemmerne ønsker at fortælle deres. På den anden side skal vi have sat virksomhederne sammen, så de kan inspirere hinanden og styrke samarbejdet - til gavn og glæde for både virksomheder og lokalområdet. Så her er vi afhængige af, at deltagerne prioriterer netværket i et vist omfang, siger Thomas Rosenkrands.

Fokus fra start

Det første rigtige netværksmøde foregår 15. november hos Benta’s Cafeteria og Selskabslokaler, og her vil der være fokus på målsætning og aktiviteter for netværkets første år.

Men aktiviteterne starter allerede på dette første møde, idet et af de nye netværksmedlemmer, kommunikationsvirksomheden Artco, vil fortælle om digital markedsføring.

Alle med interesse for erhvervsudvikling af 7840 Højslev er velkomne til mødet, men tilmelding er nødvendig og foregår via SET’s hjemmeside.