Demodag for skovhuggertyper

Sørensen og Lynggaard i Viborg holder demo-dag for hobby-huggere

13. november 2018, 18:25
1 af 3 Blandt andre er den svenske leverandør af det mobile savværk tilgængelig for en snak og en demonstration, når Sørensen og Lynggaard holder skov-demodage den kommende weekend ved forretningen på Fanøvej i Viborg. Privatfoto
2 af 3 Der plejer at være et livligt leben, når Sørensen og Lynggaard afholder de traditionelle skov-demodage. Privatfoto
3 af 3 Der plejer at være et livligt leben, når Sørensen og Lynggaard afholder de traditionelle skov-demodage. Privatfoto

VIBORG Der er fokus på træmænd, savførere og andre skovhuggertyper, når Sørensen og Lynggaard Traktor- og Maskincenter i den kommende weekend holder store demo-dage både indendørs og udendørs.

Helt præcist er det fredag 16. november klokken 10-16 og lørdag 17. november klokken 9-14, at pladsen foran Sørensen og Lynggaard på Fanøvej i Viborg fyldes op med maskiner til skoven, og man kan disse dage komme forbi og få en snak med leverandørerne og også prøve kalorius af, inden man køber.

- Vi viser vore kunder, hvad vi kan inden for skovgrej med demonstration af flishuggere, motorsave, save/kløvemaskiner og også et mobilt savværk, siger Carsten Carøe Sørensen fra Sørensen og Lynggaard.

Mest for hobby-huggere

Selv om der er tale om prima grej, er det ikke den professionelle skovmand, der er den egentlige målgruppe, men nærmere den entusiastiske hobby-hugger, der elsker at bruge weekenden i det fri med fysisk arbejde.

- Det er nok primært for nogen, der har let adgang til store stammer og har tiden til at gå og lave lidt, mener Carsten Carøe Sørensen.

Flere af de kendte leverandører vil være til stede, og blandt andre vil der komme folk fra det savværk i Sverige, der leverer det mobile savværk, som kan stilles op derhjemme og skære stammer ud i planker.

Men efter at have lavet en årlig demo-dag næsten lige så længe, man kan huske tilbage, ved Sørensen og Lynggaard efterhånden godt, hvad det er, der sværmes mest omkring.

- Det er helt klart motorsavene, der er det store hit, hvor de lige kan prøve at sammenligne to save, inden de bestemmer sig, siger Carsten Carøe Sørensen, der også har rundstykker klar lørdag til de morgenduelige.