Det begynder at dufte af jul i Løgstrup

Weekend med julerier og salg i sognegården

14. november 2018, 17:32
Den 17. og 18. november er der julemarked i Løgstrup. Arkivfoto: Britta Kristiansen

MARKED I weekenden den 17. og 18. november er Sognegården i Løgstrup igen ramme om et julemarked.

Som tidligere år vil der også i år være mange forskellige stande, hvor de besøgende kan få en god snak og samtidig se mange produkter – og måske erhverve sig gode julegaver til sine kære.

I år kan man som noget nyt købe juletræ denne weekend.

Også café

Julemarkedet byder på stande med bl.a. keramik, beton, raku, glaskunst, strik og hæklerier, ligesom det også er muligt at købe malerier, kort samt produkter fremstillet af træ og jern.

Der vil også være stande med Aloe Vera og Tupperware-produkter samt LED lys.

Som sædvanlig er der gratis entré, og når benene skal hvile lidt, kan der købes kaffe og kage samt gløgg og æbleskiver i café hjørnet.