Jordvarme - græsplænens omvendte køleskab

Din græsplæne kan sagtens varme dit hus op

19. november 2018, 06:57
Arkivfoto: Singkham/stock.adobe.com

ENERGI Det giver varmen at grave et dybt hul i haven – og det kan faktisk give varmen gennem resten af livet, hvis man graver hullet og lægger jordvarmeslanger ned i det.

Et jordvarmeanlæg kan sammenlignes med den solvarme, man får via en varmepumpe.

Jordvarmeanlægget fungerer ved hjælp af frostvæske, som ligger i slanger en meter nede i jorden. Solen varmer jorden op, og dermed også slangerne, hvorved jordens varme trækkes ud og føres over i huset. Ganske som et køleskab ikke køler, men fjerner varme.

Må ikke skygge for solen

Jordvarme leverer billig energi med et minimum af vedligehold – og det er et oplagt valg for alle, som bygger nyt og har planer om at anlægge en have med en græsplæne af en passende størrelse.

Der må ikke være planter oven på jordvarmeanlæg, da det skygger for solen, og rødder kan søge ned og ødelægge slangerne.

Jordvarmens billige drift, vedligehold og lave energiregning skal formentlig tænkes med i regnestykket, før man graver slanger i jorden.

Du skal forvente, at det koster mindst 100.000 kroner og ofte op til 150.000 kroner at etablere et anlæg, der skal varme et parcelhus på 140 kvadratmeter op.

Hertil kan komme øvrige udgifter til isolering af din bolig - det er nemlig vigtigt med en velisoleret bolig, hvis jordvarmen skal kunne holde kulden fra døren.

Jordvarmeanlæg fungerer også ved en lavere fremløbstemperatur, og derfor kan det være nødvendigt at installere større radiatorer i rummene.