Lad os få digitale kasseapparater nu

21. november 2018, 12:36
Karin Gaardsted (S)

Vi vil have digitale kasseapparater i næringslivet nu og ikke om syv år, som regeringen lægger op til.

Der er svære problemer med at få inddrevet skat fra forskellig side. Det ser ud til, at der er flere og flere, der mener, at netop de kan lade være med at betale til fællesskabet, selv om de i øvrigt gerne vil nyde godt af det samme fællesskab, når sygdom melder sig, børnene skal passes, i skole og i uddannelse, og når de skal have deres gamle forældre plejet. Det er jo også netop det fællesskabet er til for, men det kræver, at alle betaler den skat, de skal, hverken mere eller mindre.

Det viser sig nu, at der er store problemer med at få den korrekte skat ind fra restauranter, værksteder, frisører, kiosker, pizzeriaer, cafeer, værtshuse og en række andre brancher.

Der modtages penge uden om kasseapparatet, salgshistorik slettes, eller der opgives en alt for lav omsætning til myndighederne. Hver gang, det sker, snydes fællesskabet.

Socialdemokratiet har derfor sammen med et bredt flertal besluttet, at de næringsdrivende pålægges at investere i digitale kasseapparater, som automatisk indrapporterer alle oplysninger om salg direkte til skattemyndighederne. Den beslutning vil skatteminister Karsten Lauritzen (V) først gennemføre om syv år. Hans undskyldning er, at skattemedarbejderne ikke kan følge med, og derfor må det vente.

For Socialdemokratiet er det imidlertid vigtigt, at skat inddrives, og sorte penge undgås. Vi har derfor foreslået, at der ansættes 1000 ekstra skattemedarbejdere på 4 skattecentre fordelt over hele landet. Disse personer ville med øjeblikkelig virkning kunne kontrollere et stort antal af disse brancher, hvor op til hver tredje har vist sig at være brodne kar, og der er ingen tvivl om, at skattemedarbejderne ville kunne tjene deres egen løn hjem adskillige gange hvert år.

Helt afgørende er det, at vi målrettet og seriøst fokuserer på at styrke tilliden til SKAT igen, og beslutningen om digitale kasseapparater kunne være et solidt element i dette arbejde. Hvorfor vente? Lad os få det ført ud i livet nu.

Hvad er egentlig Handelsstandens kommentar til digitale kasseapparater?