Spændende historie om gamle dage i Fjends

Skivebogen om blandt andet livet som jordemoder i Fjends i gamle dage

24. november 2018, 11:49
Afdøde Ib Dragheim var en af Skives mest navnkundige modstandsmænd, men det anede døtrene, Bitte og Eva, intet om, da de var børn i byen i 40’erne. Her er søstrene efter befrielsen fotograferet foran militærkørertøjer. Familien havde en lille ruhåret terrier, som aldrig lærte at komme, når man kaldte. Den hed Tommy - kælenavnet for de engelske soldater. Derfor kan det have skurret i tyske ører, når der blev råbt ”Tommy!” mange gange og meget højt, når familien Dragheim gik tur med hunden. Eva Dragheim, Helgenæs, der ligesom sine forældre selv blev tandlæge, fortæller veloplagt sine erindringer i Skivebogen. Foto: Privat

LOKALHISTORIE Den 109. udgave af Skivebogen er på gaden, og den markerer på mange måder nye tider for Historisk Samfund for Skive og Omegn, der for 110 år siden blev stiftet med to formål:

- Det ene var at udgive en årbog med et lokalhistorisk indhold - det andet var at sikre byen et museum. Derfor var det en stor dag for Samfundet, da vi kunne tage del i det, der reelt har vist sig at være den tredje indvielse af Skive Museum på 76 år.

Nye skribenter

Det siger den nye formand for Historisk Samfund for Skive og Omegn, Johan Nielsen fra Hald, der som den første i rækken af formænd faktisk er uddannet historiker. Han underviste gennem mange år i faget på Skive Gymnasium, og det er første gang, han fortæller om en ny udgave af Skivebogen.

Det er ikke den eneste nyhed ved den 109. udgave af Skivebogen. Den byder også på en debut for to journalister, der er kendt af mange på Skive-egnen – ikke alene for kritisk journalistik, men også for formidling:

- Som redaktør af Skivebogen har Henning Just, der efter en årrække på Skive Folkeblad, i dag arbejder på Folkebladet i Viborg, i anledning af genåbningen set tilbage på 76 års problemer, indvielser, renoveringer og politiske beslutninger omkring Skive Museum. Hans artikel sætter i perspektiv, hvor stor en dag, det var for Skive-egnen, da museet i september i år åbnede efter endt udvidelse og renovering, fortæller Johan Nielsen.

Han noterer med tilfredshed, at det samtidig er lykkedes redaktøren af Skivebogen at overtale én af sine tidligere kolleger til at bidrage til årets udgave.

- Bodil Emtkjær gik på pension i 2013 efter 47 års ansættelse på Skive Folkeblad, men hun vendte alligevel tilbage i et par omgange. Hun så i 2014 nærmere på, hvad der gik galt for Sparbank, så banken måtte fusionere med Spar Nord. I 2015 handlede det om fejlslagne udviklingsprojekter i Skive Kommune, fortæller Johan Nielsen.

Jordemor i Fjends

Tidligere overlæge Magne Juhl, Viborg, kan efter en omfattende research slå fast, at der er en grund til, at der er en vej med navnet Jordemodervej mellem Skive og Stoholm. Der har været jordemødre i området gennem hele to århundreder.

Historien om selvlærte og uddannede jordemødre i Fjends tilbage til omkring 1800 rummer også beretningen om en dødsnat i Fly, som forfatteren Marie Bregendahl har skrevet om. Hendes mor døde under en fødsel i 1879, da den senere forfatter var 12 år gammel.

Skivebogen 2018 kan snart købes hos de lokale boghandlere.