Virksund får sin egen bog

Planlægger udgivelse af lokalhistorisk bog

25. november 2018, 07:45
Virksund Camping er en del af lokalsamfundet - og der skal nu skrives en lokalhistorisk bog om Virksund og Omegn.

BOG Til foråret 2019 udkommer bogen »Virksund – med Limfjorden som bagtæppe«, udgivet af Ivan Bertelsens Mindefond.

Opgaven at skrive bogen er lagt i hænderne på Lisbeth Andersen-Farmer, tidligere turistchef i Skive og koordinator for turistarbejdet i det vestlige Limfjordsland i en mangeårig periode. Dengang med efternavnet Thomassen.

Hendes fortællinger bliver suppleret af Hans Korsgaard og Jens Østergaard.

Hans Korsgaard har gennem mange år arbejdet som lejrchef på Virksund Camping og vil i kraft af sit nære forhold til beboerne i Virksund skrive anekdoter fra det gamle liv i det lille samfund.

Jens Østergaard er opvokset på Lundø og arbejdede i mange år som lærer på Nibe Skole. Jens Østergaard er endvidere tidligere fisker og har udgivet flere bøger om fiskere og fiskeriet i Limfjorden.

Slaget om Hjarbæk Fjord

Fælles for de tre er en meget stor kærlighed til Limfjorden.

Blandt de mange fortællinger i bogen er »Slaget om Hjarbæk Fjord«, som ikke mindst Lisbeth Andersen-Farmer kender indefra og baggrunden for – og de efterfølgende dønninger efter en indædt strid i Viborg Amtsråd, hvor hendes stemme blev afgørende for saltvandsløsningen.

De miljømæssige problemer i fjorden var især forårsaget af bygningen af dæmningen, som blev taget i brug i 1966. Også dette er beskrevet i bogen.

Vikinger samledes

Ørslevklosters historie er helt naturligt et af bogens væsentlige kapitler.

Virksunds placering ved det smalle stræde mellem Fjends og Himmerland har naturligt nok haft indflydelse på historien. Det var blandt andet her, vikingeskibene samledes under deres togter mod England og andre fjerne destinationer. Også disse emner beskrives i bogen.

Om alt går vel, udkommer bogen i april 2019.