3 MENINGER: Stoholm og Viborg i håndboldsamarbejde

Hvad mener du om, at håndboldklubberne i Stoholm og Viborg planlægger at slå sig sammen?

23. november 2018, 11:49
1 af 3 MONA JENSEN, STOHOLM Det lyder umiddelbart som en rigtig god ide med samarbejde og udnyttelse af de unge spillere fra Stoholm og Viborg. En fælles overbygning kan helt sikkert bedre bevare og sikre et stabilt niveau og byde spillerne på flere udfordringer end i dag. Men hvordan Stoholm lige bevarer sin suverænitet, kan jeg være mere betænkelig ved?
2 af 3 HANS PETER JOHANSEN, SPARKÆR Set i bakspejlet er der aldrig kommet noget godt ud af at lægge to bundhold sammen og så håbe, at det løfter niveauet. Jeg skal ikke gøre mig klog på håndboldfolkets tanker, men udmeldingen om, at det er for at holde på de unge spillere, lyder lidt mystisk. Mig bekendt har der i flere år kun været en eller to med Stoholm-blod i årerne på SIF’s hold. Nej, jeg tror, de – som andre fusionstænkere – drømmer om gyldne tider, men forstår ikke helt Stoholm-siden med den store opbakning fra både publikum og sponsorer. Kun tabellen vil vise, om det er det rigtige.
3 af 3 CARSTEN CHRISTENSEN, DAUGBJERG Fusionen i harpiksland kan forhåbentlig gøre talentudviklingen bedre i de mindre samfund. Frygten for, at de store æder de små, er altid til stede, men hvis det ikke sker, er der et stort potentiale i fusionen. En af mine egne piger spiller håndbold, og jeg håber, at talentudviklingen i samarbejdet kan være med til at gavne klubben.