Let, luftig og lækker: Det nye Fjendsfolkeblad.dk

Hov, hvad skete der lige der, var der sikkert nogle, der tænkte, da avisens hjemmeside pludselig ændrede udseende

21. november 2018, 16:43

fjends Som den flittige forbruger af fjendsfolkeblad.dk (og dem har vi heldigvis mange af) sikkert har bemærket, er vores online portal i løbet af de sidste par uger blevet relanceret i et helt nyt format og design.

»Og hvad skulle det nu til for,« vil nogen måske spørge. »Den anden fungerede da godt nok.«

Ja, det gjorde den jo sådan set, men den havde også nogle mangler i forhold til den moderne medieforbruger, som vi nu har udbedret. Og da vi så var i gang, har vi også lige givet den et nyt lag lækkerhed.

Det synes vi i hvert fald selv, og i det følgende vil vi forsøge at gøre rede for de nye tiltag på din fjendsfolkeblad.dk.

Hurtig, let og brugervenlig

Vi har spurgt Kartin Hansen, udviklingschef ved Mediehuset Herning Folkeblad, som ejer Fjends Folkeblad, hvad der helt præcist er sket med vores hjemmeside rent teknologisk og designmæssigt.

- Teknisk har det været et hovedmål at gøre siderne meget hurtigere. Det er de blevet. Og så har siderne fået et designmæssigt løft, så de er blevet mere enkle og brugervenlige. Det visuelle mål har været et lettere og mere overskueligt udtryk, mere luft og øget læsbarhed. Det, mener vi, er lykkedes, siger Kartin Hansen.

Responsive sider

Et andet teknologisk fokus har været at optimere fjendsfolkeblad.dk til mobiltelefoner og tablets.

De nye sider er derfor responsive. Det vil sige, at de er designet med henblik på at kunne ses og bruges lige så godt på en mobiltelefon som på en computerskærm, ved at siderne automatisk tilpasser sig skærmens størrelse, så eksempelvis tekst og billeder skaleres enten op eller ned, afhængigt af hvilken enhed brugeren benytter.

- Fjends Folkeblad har ikke rigtig haft nogen mobil tilstedeværelse før, og i takt med, at internettet i stigende grad forbruges på mobil enheder, er vi nødt til at understøtte det hele vejen igennem. Det skulle dog også gerne være således, at man ikke føler sig fremmedgjort på den nye i forhold til den tidligere side. Så indholdet, med fokus på lokalområderne, er stadigvæk det bærende element, lover Kartin Hansen.

Fjends er et vigtigt område

Direkte adspurgt fortæller koncerndirektør Alex Nielsen, at de nye informationssider til Fjends er et signal om, at man i koncernen anser Fjends for et vigtigt geografisk område.

- Fjendsfolkeblad.dk taler til fremtiden. Vi vil området, og derfor skal moderne teknologi også hjælpe brugeroplevelsen helt på plads i Fjends. Vi håber, at alle vil finde behag i den nye måde at præsentere nyhederne på, siger Alex Nielsen.