Sikken voldsom trængsel på Strandet

Ikke færre end 3.400 gæster til det store lokale julemarked

27. november 2018, 11:21
1 af 2 Mette Danielsen fra Sdr. Ørum driver Ønskefe, er brodøse og udstillede ved Jul på Strandet. Foto: Britta Kristiansen
2 af 2 Nissebørnene underholdt med julesange. Foto: Britta Kristiansen

JUL Sikken voldsom trængsel.

Vi kan roligt citere fra julesangen, da Fjends Folkeblad er på besøg på Jul i Strandet lørdag formiddag. Efter kun knap to timers åbent er der allerede omkring 800 gæster på besøg. Og inden weekenden er omme, så er besøgstallet helt oppe på 3.400.

I sandhed mange til et julemarked.

Med blå futter på

Men det er også specielt at få lov at komme ind på Strandet Hovedgaard. Det er ikke et sted, hvor man naturligt har mange ærinder, så mange kommer lige så meget af nysgerrighed som for selve julerierne inde såvel som ude.

Det smukke gamle stuehus er nænsomt renoveret. Og derfor må vi også alle have blå plastikfutter over skoene, når vi går i de smukke lokaler.

I et af værelserne møder vi Mette Danielsen fra rundt om hjørnet i Sdr. Ørum. Hun driver sit eget firma Ønskefe og er netop startet som selvstændig. Hun kalder sig selv brodøse - som er en kvinde, der er ualmindelig ferm med nål og tråd - og som er god til at lære fra sig.

- Jeg elsker det her julemarked. De frivillige på Ørslevkloster gør virkelig et kæmpearbejde med at arrangere det. Og som udstillere har vi det bare så godt. Der bliver taget så godt hånd om os. Og det er jo nogle fantastiske lokaler at få lov at være i.

- Samtidig er det også så flot, at vi i Nordfjends har sådan nogle skønne ildsjæle, der kan få det her til at ske. Der kommer jo utrolig mange mennesker til vores egn denne weekend. Så imponerende, siger Mette Danielsen - brodøsen fra Ørum.

Ingen masseproduktion

I bygningerne kan man købe alt fra vaniljekranse til malerier og bøger. Der er masser af speciel julepynt, ikke nogen masseproduktion her.

For to år siden var der også Jul på Strandet. Sidste år var der Jul på Ørslevkloster. Og begge dele er altså i den grad noget, som folk har taget til sig. Også selv om der bliver »voldsom trængsel«.

Se flere billeder her