Julekoncert med Viborg Big Band

Igen i år kommer Uffe Steen med på guitar til julekoncert i Stoholm

01. december 2018, 07:53
Viborg Big Band. Pressefoto

STOHOLM Trænger du også til en velfortjent pause i december måneds forvirrende travlhed, så er der hjælp at hente igen i år.

Traditionen tro spiller Viborg Big Band julekoncert den 4. december klokken 19 i Stoholm Fritids- og Kulturcenter, og der er lagt i ovnen til en forrygende koncert.

Nye arrangementer hjemhentet fra USA, kendte ørehængere, klassiske julemelodier i nye klæder, et Viborg Big Band i topform og dertil ikke mindst Danmarks måske bedste guitarist, Uffe Steen, som solist.

Uffe Steen har én gang før gæstet Big Bandet, og nu sker det så igen.

Kan man spille på en »omvendt« guitar, som peger mod højre i stedet for venstre? Svaret er: Ja, Uffe kan! Og som ingen anden.

Prisvinder på guitar

Uffe Steen er underviser på Rytmisk Konservatorium i Aarhus og har vundet flere priser, blandt andet Danmarks fornemste jazzpris, Ben Webster-prisen i 2015.

Man kan blandt andet høre Viborg Big Band & Uffe Steen folde sig ud i Silent Night, White Christmas, Jingle Bell Rock og meget mere.

Som noget nyt vil der i Fritids- og Kulturcentret inden julekoncerten være mulighed for at spise en lækker og enkel julebuffet fra klokken 17, men reserver gerne plads senest den 3. december.

Ligesom sidst

- Det er julemusik med mange medrivende numre, hvor det for de fleste er svært at holde hænder og fødder i ro, siger Doris Damm-Jakobsen, som bor i Stoholm.

- Sidste år var vi rigtig mange, der nød den dejlige aften, hvor vi nynnede, svingede og sang med, så lad os lige vise igen, at til julekoncert med Viborg Big Band, der møder vi op her i Stoholm!

Arrangører er Stoholm Menighedsråd, Sport på Tværs, Borgerforeningen v/trivselspiloterne, Stoholm Fritids- og Kulturcenter og Stoholm Bibliotek.