3 MENINGER: Butikstyve

Hvad mener du om politiets kurs over for butikstyve?

01. december 2018, 11:31
1 af 3 KRISTIAN HANSEN, VRIDSTED Jeg synes, det virker som om politi-lederne og politikerne er fuldstændig ligeglade med butikstyverier - de kan ikke kende det billede, som alle andre kan se, og bagatelliserer problemet. Det er en skændsel og en hån mod det retssamfund, vi ønsker, og det fremmer selvtægt og ender i anarki. De kriminelle sætter dagsordenen og utrygheden vokser. Hvad fungerer egentlig i Danmark?
2 af 3 LINE LARSSON, LØGSTRUP Når jeg hører om det stigende antal butikstyverier, bobler vreden op i mig. Politiets kurs og nyt udspil? Jeg har hørt ordene før, men aldrig set handling. Jeg håber, Pape har mere krudt i kanonen denne gang. Nu er jeg selv butiksejer og har haft uønskede gæster. Jeg er naturligvis ikke fortaler for selvtægt, men fortaler for retfærdighed. Så når butikker gang på gang oplever svigt fra politiet i form af manglende bemanding og ligegyldighed, bringer det mig totalt i kog. Her knokler man for at holde en butik i gang, og så vader kolde butikstyve bare ind og rager til sig, vender sig hånligt om og giver os fingeren og griner os og retssystemet direkte op i hovedet.
3 af 3 ANNE METTE LANGMACH, KNUDBY For mig er det afgørende, at vi i et retssamfund ikke begynder på selvtægt. Jeg har fuld forståelse for butiksejernes frustration, men Facebook er ikke vejen at gå. Den etik og ordentlighed, der skal udvises, kan man ikke sikre sig på det medie. Til gengæld skal der sørges for, at politiet reagerer på en henvendelse fra butiksejeren. Kunne man forestille sig, at politiet har en kanal med ret til at lægge butiksejerens overvågningsfotos ud. Jeg ville være mere tryg ved politiet som administrator af en sådan webside. Jeg har tillid til det danske politi, men de har fået pålagt opgaver, der ikke hører til en betjents kerneopgave, og her tænker jeg på grænsekontrol.