Sparkær orienteret om købmandsbutikken

Anpartshaverne er nu blevet klogere på fremtiden for Sparkær Købmand

29. november 2018, 14:11
Brian Nielsen havde sidste arbejdsdag fredag 16. november, da bestyrelsen bag Sparkær Købmandsforretning fritstillede ham, efter han selv havde opsagt sin stilling med udgangen af februar 2019. Foto: Henrik Bagge

SPARKÆR Borgerne troppede i stor stil op i Sparkær Forsamlingshus for at blive orienteret om tingenes tilstand, da bestyrelsen bag Sparkær Købmandsforretning ApS onsdag aften holdt møde for anpartshaverne i butikken.

Det skete efter godt et par uger med megen spekulation i den lille by, siden købmand og direktør i Sparkær Købmandsforretning Brian Nielsen pludselig en mandag aften bekendtgjorde på sin facebook-profil, at han havde opsagt sin stilling med udgangen af februar 2019.

Chok og beklagelse

Det medførte i første omgang en sværm af reaktioner på facebook, som brugte hele skalaen fra chok til forståelse, men også stort set enslydende udtrykte en eller anden grad af beklagelse over den vellidte købmands beslutning.

Da bestyrelsen så fredag 16. november valgte at fritstille Brian Nielsen med øjeblikkelig virkning, fik rygterne yderligere opdrift, og da bestyrelsen kort efter i en kortfattet meddelelse annoncerede gårsdagens møde, udtrykte den stor forståelse for de mange spekulationer og ubesvarede spørgsmål, der florerede omkring købmanden.

»Gensidig enighed og forståelse«

Dengang arbejdede man på en fælles pressemeddelelse, men den har ladet vente på sig til efter onsdagens møde, hvor Tina Gade på bestyrelsens vegne udsendte en meget kortfattet meddelelse, hvor det blandt andet lyder:

»Aftalen er indgået i gensidig enighed og forståelse. Der er fortsat en positiv kommunikation mellem parterne. Bestyrelsen vil snarest arbejde på at få en ny købmand til byen.«

På sin egen facebook-profil uddyber Tina Gade dog lidt af mødets indhold med følgende:

»Efter orienteringen var der en god og konstruktiv dialog, hvor anpartshaverne fik svar på deres spørgsmål. Sparkær viser igen, at de står sammen og kan løfte i samlet flok. Butikkens videre drift er sikret, og alle er klar på at bidrage til købmandsbutikken. Butikkens personale deltog ligeledes i mødet, og de fik en velfortjent stor ros for deres daglige indsats.«

Foreløbig er Michella Poulsen nu daglig leder af Din Købmand i Sparkær.