Vandring fra kirke til kirke

Anden pinsedag blev en helt speciel oplevelse for dem, der valgte at være med på den specielle kirkevandring mellem Gammelstrup, Stoholm og Smollerup Kirker.

06. juni 2012, 11:30
Det var på med traveskoene, da der blev holdt kirkevandring.

Det er en smuk morgen. Solen skinner og fuglene fløjter. Lidt efter lidt kommer der biler på parkeringspladsen. De fleste har travesko på. Måske ikke så almindeligt til kirkegang - men praktisk lige netop i dag.

Fjends Folkeblad var på pletten, da der 2. pinsedag blev budt på kirkevandring i Fjends. Her var der tilbud om tre kortere gudstjenester og vandring mellem kirkerne i Gammelstrup, Stoholm og Smollerup.

Hele turen startede fra Gammelstrup Kirke. Her var der en kort indlednings-gudstjeneste. Der blev sunget to salmer og præsten fortalte kort om kirken. Gammelstrup Kirke kan føre historien tilbage til omkring 1100-tallet. Dog hæfter man sig meget ved den nyere alterudsmykning. Denne er udført af en keramiker fra Bornholm, der har ladet sig inspirere af Kingos salme »Nu rinder solen op af Østerlide«. Som en sol står op over bjergene.

Dernæst var det på med snøreskoene og videre mod Stoholm Kirke til altergangsgudstjeneste. Dernæst Smollerup Kirke og dåbsgudstjeneste og til sidst frokost ved Mønsted Kalkgruber.