Julesokker har indtaget Dagli’ Brugsen

Julen har holdt sit indtog i brugsen i Løgstrup

07. december 2018, 13:26
1 af 2 Uddeler Jonas Jensen ved en julestand - og med julesokkerne i loftet. Foto: Britta Kristiansen
2 af 2 Det ser festligt ud med 190 julesokker over butikken. Foto: Britta Kristiansen

LØGSTRUP Der er for alvor lukket op for julen i Dagli’ Brugsen i Løgstrup nu. Da Fjends Folkeblad forleden var på besøg i butikken, var der netop hængt 190 julesokker op i loftet over en del af butikken.

Det er julesokker, som børn til og med 2. klasse kunne komme og aflevere. Og så kan de hente dem den 21. december, hvor der på magisk vis vil være kommet julegodter i sokkerne.

- Er det ikke hyggeligt, spørger uddeler Jonas Jensen, og det kan vi da kun være enige i.

Der er mange ting, der skal gøres, når man har en butik, der skal være juleklar.

- Det gælder jo sådan set hele året, at vi skal være sæson-aktuelle. Men man ser det jo mere her hen imod jul, siger uddeleren.

Butikken har alt fra gran til julekager, fra julelys til juleøl - og alt der imellem.

Der er også begyndt at lægge sig et vist pres på brugsens pakkeafdeling. Her bliver der sendt rigtig mange pakker, som folk har bestilt online.

- Da jeg gik hjem i onsdags, var der 210 pakker. Der var rigtig mange lige efter Black Friday - og nu begynder julehandlen, fortæller Jonas.

Han mener dog, at folk er flinke til at hende pakkerne hurtigt. Og det er han rigtig glad for. Ellers kan man være ved at drukne i pakker.

Jonas roser i øvrigt borgerne for at handle lokalt.

- Det er jo sådan, at går det os godt, så går det også foreningerne og hele byen godt. Vi har brug for hinanden.

Bestyrelsen for Dagli’ Brugsen i Løgstrup byder på lidt til ganen den 21. december, hvor de vil stå i/ved butikken.