Julekoncert i Kobberup Kirke

06. december 2018, 16:39
Viborg Kammerkor. Privatfoto

KOBBERUP En smuk og stemningsfuld koncert venter søndag 9. december, når Viborg Kammerkor gæster Kobberup Kirke med et spændende juleprogram.

Dette inkluderer blandt andet et uddrag af de mest kendte og elskede satser fra Händels Messias. Messias er et storladent værk, jublende, smukke og legende satser for kor.

Koret vil også synge julen ind med julesange og salmer, hvor publikum også får lov at synge med.

Ved orglet sidder Ingegerd Bogh, og dirigent er Maja Simonsen.

Seriøse amatører

Viborg Kammerkor er et blandet kor på omkring 35 medlemmer. Det er et seriøst arbejdende amatørkor, der gennem tiden har sunget mange store og små værker a capella og sammen med orkestre og sangere, deriblandt Dvoraks messe i D-dur og Schuberts messe i G-dur.

Koret har i år 75-års jubilæum og har i den forbindelse bestilt værket »Sommerens Hvælv« af komponisten Søren Birch. Denne blev uropført ved Viborg Korfestival 2018 sammen med mange af Viborgs øvrige kor.

Maja Simonsen har været dirigent for koret siden 2014. Sammen med hende forsøger koret til stadighed at udvikle klang, intonation og præcision, så musikken kommer godt til udtryk - samtidig med at der også skal være plads til hygge og socialt samvær. Maja er også organist og kantor i Houlkær Kirke.