Samarbejde er starten på bedre veje

13. december 2018, 09:56

Kommunerne her i Midt- og Vestjylland tænker i vækst og udvikling, og når de sætter sig noget for, plejer der at ske noget.

Det håber jeg også er tilfældet med det samarbejde, som Skive, Thisted, Morsø og Herning kommuner har indgået, hvor de har slået sig sammen med en fælles agenda om at få bedre infrastruktur.

Vi har brug for at få udbygget vejene, så det bliver nemt for vores mange virksomheder at få transporteret deres varer.

Vores veje er simpelthen for små til alle de lastbiler, som hver dag kører til og fra virksomhederne i Midt- og Vestjylland. Det ved alle, som færdes i vores del af landet. Og gode vejforhold er også med til at tiltrække medarbejdere, som virksomhederne har så hårdt brug for lige nu.

Udbygningen af Rute 34 ved Haderup er en god start, og med lidt jysk snilde og stædighed er jeg sikker på, at der nok skal komme noget ny asfalt ud af samarbejdet mellem Skive, Thisted, Morsø og Herning.

God arbejdslyst og tak for indsatsen.