175 børn til Fjends Julecup

21. december 2018, 07:07
Det traditionelle håndboldstævne Fjends Julecup for børn bliver afviklet torsdag 27. december i Stoholm Fritids- og Kulturcenter. Arkivfoto

STOHOLM Først er der juleaften. Mad, mad, gaver og mere mad.

Så er der juledag, hvor der sikkert er stor frokost i familien.

Så er der 2. juledag, hvor der måske er stor frokost på den anden side af familien.

Det er alt sammen meget hyggeligt, men på et tidspunkt trænger man også til at komme ud og blive luftet lidt igen.

Den 27. december afvikler Stoholm Håndbold den traditionelle Fjends Julecup for børn fra klokken 9 i Stoholm Fritids- og Kulturcenter.

Det har omkring 175 børn i år takket ja til. De er fordelt på 29 hold fra årgangene U6, U8 og U10.

Familien bakker op

Det er igen i år Anja Adamsen, Dorthe Højrup Johansen og Ena Sivebæk, der står for at arrangere Fjends Julecup på vegne af Stoholm Håndbold, og de har efterhånden vænnet sig til stor opbakning fra forældre, bedsteforældre og søskende på tilskuerpladserne.

- Det er så dejligt, for tit er der forældre, der har bedsteforældre hjemme til julefrokost, og efter at have siddet og kørt indenbords i flere dage er det, som om folk er glade for at slippe lidt hjemmefra og komme ud og måske møde gamle venner og for børnenes vedkommende få sig rørt efter nogle passive dage, siger Ena Sivebæk.

Populært stævne

I år er der deltagelse af hold fra Mønsted/Sparkær, Hald Ege/Ravnstrup, Bjerringbro, Skive/Egeris, Viborg, Søndermarken IK og naturligvis Stoholm.

De dyster på tre små baner ad gangen i hal 1 og på den store bane i hal 2.

I løbet af dagen vil Stoholms U12-spillere hjælpe til med tidtagning og andet. Puljerne sluttes af med indløb og præmieoverrækkelse til alle.

Fjends Julecup er blevet afviklet gennem en lang årrække. Tidligere var det over flere dage, men de seneste år har det bare været en enkelt dag og altid 3. juledag.