Julie blev kok med sølv

Kokkelærling fra Kongenshus Kro og Hotel fik sølv til sin svendeprøve

04. januar 2019, 13:55
Julie Jespersen, kokkeelev fra Kongenshus Kro og Hotel har lige fået sølvmedalje til svendeprøven på Kokkeskolen i Silkeborg. Hun var den eneste fra sit hold, der fik medalje. Foto: Privatfoto

Kongenshus Julie Jespersen har i tre et halvt år stået i lære på Kongenshus Kro og Hotel, og lige før jul var hun oppe til den afsluttende svendeprøve, der dels består af en teoretisk opgave og dels en praktisk opgave.

Og her fik hun ikke bare papir på, at hun kan noget helt specielt i et køkken. Hun modtog også en flot sølvmedalje for sit gode arbejde.

- Jeg var ikke overrasket, kommenterer hendes mester, Claus Mortensen fra Kongenshus Kro og Hotel.

- Julie har gået på talentholdet og har et højt fagligt niveau. Vi er så glade for hende, at vi har ansat hende efterfølgende.

Mester havde spået det

Julie selv var overrasket over det fine resultat.

- Claus havde joket med, at jeg kom hjem med en sølvmedalje, men det havde jeg ikke turdet tro på. Det var en overraskelse. Men det er megafedt med sølv. Jeg er bare glad!

I januar skal Julie lige have klaret en ankeloperation, men hun regner med at være fit for fight og klar til sin første sæson som udlært kok til marts.