Stoholm og Kobberup Sogne forbliver sammen

Den ledige stilling som præst i Stoholm og Kobberup bliver igen slået op som et embede, der skal dække begge sogne

09. januar 2019, 15:45
Stoholm og Kobberup Sogne forbliver sammen i et fælles pastorat og kan nu indlede jagten på en ny præst. Foreløbig er Hanne Marie Meier ansat som vikar i Stoholm Kirke og her i Kobberup Kirke frem til den 10. april. Arkivfoto: Henrik Roenberg

STOHOLM/KOBBERUP Der er ikke basis for at skille Kobberup Sogn ud fra Stoholm Sogn og i stedet koble det på Højslev-Dommerby-Lundø Pastorat, som det ellers er blevet diskuteret i de implicerede menighedsråd gennem efteråret.

Det blev udgangen på et møde, som tirsdag aften fandt sted med deltagelse af repræsentanter for menighedsrådene i henholdsvis Stoholm, Kobberup, Højslev-Dommerby og Lundø.

Til stede på mødet var også domprovst Thomas Frank fra Viborg Domprovsti, provst Betty G. Ahrenfeldt fra Skive Provsti og biskop Henrik Stubkjær fra Viborg Stift.

Ingen kurrer på tråden

På dagsordenen var dette punkt: Skal Kobberup Sogn forlade Stoholm Sogn i deres fælles pastorat for i stedet at koble sig på Højslev-Dommerby-Lundø Pastorat?

Spørgsmålet var ikke afstedkommet af uoverensstemmelser parterne imellem, men var udelukkende en udløber af det faktum, at Stoholm og Kobberup i fællesskab udgør så stort et samlet pastorat, at arbejdspresset indimellem kan være en udfordring for en enkelt præst at imødekomme.

I tilgift tilhører Stoholm og Kobberup Sogne to forskellige provstier (nemlig henholdsvis Viborg og Skive), hvilket kan komplicere nogle ting yderligere.

Men det korte svar på spørgsmålet blev et: Nej, det skal det ikke.

Den beslutning var i sidste ende biskop Henrik Stubkjærs at træffe, og han har gennem et længere forløb fulgt de respektive menighedsråds vej til en stillingtagen omkring en strukturændring gennem blandt andet debatmøder med sognebørnene og høringssvar.

Og efter at hvert menighedsråd definitivt har gjort sin stilling op, er biskoppens samlede vurdering altså, at der ikke er grundlag for at skille Stoholm og Kobberup Sogne ad.

Flertal for status quo

- Vi har spurgt menighedsrådene, og der var et flertal for at bevare status quo, og det har jeg valgt at følge. Jeg ville strække mig langt for at lytte til de lokale menighedsråd, og når vi sammen så på mulighederne, så har flertallet fået det, det har ønsket sig, siger biskop Henrik Stubkjær.

At status quo bevares, betyder dog ikke, at alt bliver ved det gamle.

Det er nemlig ifølge biskoppen et mål at få tilført en kirke- og kulturmedhjælper til Stoholm Kirke, som blandt andet vil kunne forestå undervisning af minikonfirmander og i det hele taget styrke det kirkelige arbejde.

Desuden har man gennem den netop overståede struktur-proces fået aktiveret menighedsrådene selv med hensyn til planlægning og fordeling af kirkernes gudstjenester, en post der hidtil har optaget meget af præstens tid.

Og når man samtidig går efter at få løftet embedet i Stoholm-Kobberup Pastorat til det, man kalder løngruppe 2, mener biskoppen, at man står med en meget fin og attraktiv stilling.

- Det skal nok blive godt. Og så glæder jeg mig over, at det har været en rigtig god og spændende proces. Det har været dejligt at opleve, hvor engageret man er gået ind i det her fra de forskellige menighedsråds side, siger biskop Henrik Stubkjær.

Lettelse over afklaring

Hos Ejner Skovhus, formand for Stoholm Menighedsråd, er der lettelse at spore over, at der er kommet en afklaring, ikke mindst med henblik på, at man nu omsider kan få slået den stilling op, som blev ledig, da sognepræst Else Kaag Bjerg forlod embedet i Stoholm-Kobberup Pastorat med udgangen af august for at blive præst i Bedsted Thy.

- Vi har i lang tid ikke kunnet komme længere, men nu er det afklaret, hvad stillingen indebærer, og det er skønt at være derhenne, også af hensyn til vores fælles organist og præste-vikarerne. Usikkerhed er altid det værste, siger Ejner Skovhus.

Nu skal stillingen i første omgang slås op i Præsteforeningens Blad med en ansøgningsfrist. Herefter kan der blive et forløb med prøveprædikener, og det er heller ikke utænkeligt, at en kommende præst først skal løsrive sig fra et andet embede.

Det kan altså stadig have lange udsigter, inden man lander en fast præst til pastoratet. Men med tirsdagens beslutning ligger nu i hvert fald én ting fast:

At den ledige stilling som præst igen bliver slået op som et embede, der dækker både Stoholm og Kobberup Sogne.