Sygefravær skal ikke have plaster på – det skal bekæmpes!

10. januar 2019, 11:36
Mette Nielsen (S)

I denne uge løfter innovationsminister Sophie Løhde (V) sløret for, hvordan regeringen med en ny sygefraværs-pakke til 100 millioner kroner vil nedbringe medarbejderes sygefravær i den offentlige sektor.

Arbejdet er sat i gang på baggrund af en rapport, som viser at offentlige ansatte har mere sygefravær end privatansatte. Både Innovationsminister Sophie Løhde og Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen giver udtryk for, at det ikke forstår situationen.

Det er hovedrystende, at vi kan have to ministre, der er så langt fra den virkelighed, som er hverdag for mange medarbejdere i den offentlige sektor. Hvordan i alverden kan man sidde på Christiansborg, og sende den ene store besparelse ud, som rammer både hverdagen for borgerne og de offentlige ansatte. Vel at mærke, for at få råd til skattelettelser til de rigeste, og samtidig tro, at det ikke betyder noget for medarbejdernes arbejdsmiljø og sygefraværet?

Resultatet er jo, at man i hverdagen pga. nedskæring ovenpå nedskæring, skal nå mere på kortere tid, samtidig med at den enkelte medarbejder får flere og flere opgaver.

Jeg mener ikke, at man behøver at have en doktorgrad for at regne ud, at det er helt tosset. At arbejdspresset stiger, men også, at der er to af regeringens ministre, som åbenlyst siger, at de ikke forstår hvorfor nogle medarbejdere i den offentlige sektor bliver syge. Rapporten som de to ministre baserer deres uvidenhed på, får kritik af eksperter, fordi den er vildledende, men det preller åbenbart også af på begge ministre.

Det sker på trods af, det rent faktuelt af eksperter er fremført, at man ikke kan sammenligne sygefraværet i den offentlige sektor med sygefraværet i det private, da der er forskelle i køn, alder, uddannelse, arbejdsfunktion.

Tager man hensyn til forskellene, så vil der kun være en forskel på 2,5 sygedag om året mellem de medarbejdere, som er ansat i den offentlige sektor, og de medarbejdere, som er privatansatte. Frem for at blive hængt ud, burde de offentlige ansatte have en medalje for at klare det pres, som de udsættes for, så godt, som de rent faktisk gør.

Man behøver ikke at have fulgt meget med for at vide, at der løbes stærkt blandt personalet i vores børnehaver, skoler, uddannelsesinstitutioner, ældrecentre, hjemmeplejen, botilbud, hospitaler og for den sags skyld hos politiet. Så frem for at give sygefraværet »plaster på«, bør vi ændre på de arbejdsforhold, og det arbejdspres, som gør folk syge.

Derfor skal vi stoppe nedskæringerne hos alle de offentlige ansatte, som hverdag gør en forskel med deres indsats! Og ja, hvad med finansieringen? Jo, vi kan starte med at bekæmpe skattely, snyd og hvidvask – og når de penge kommer i den fælles kasse – så vil det gavne vores velfærdsområder, og de medarbejdere, som i hverdagen er under et urimeligt pres.

Vi skal en anden vej for Danmark, en vej hvor vi investerer i den enkelte medarbejder, fremmer arbejdsglæde og motivation, og hvor vi sikre uddannelse, når der kommer nye opgaver til.

Det er egentlig ikke så svært, hvis man vil prioritere det!