3 MENINGER: Afvikling af VisaDankort

Hvad mener du om, at VisaDankortet er under afvikling?

18. januar 2019, 15:47
1 af 3 CARSTEN CHRISTENSEN, DAUGBJERG Om Visa Dankortet er under afvikling som en del af en udvikling, tjahh. Da dankortet i sin tid blev lanceret var det en god måde at slippe for de mange kontanter. Nu om dage findes der andre alternativer til både dankort og til Visa, men da jeg selv bruger begge i et kort vil det for mig nok være en hæmsko at skulle tænke på at have det rigtige med. Moderne tider kræver moderne metoder, vi ender jo snart alle med en chip under huden hvor alle vores oplysninger er på, så telefonopkald, bankforretninger, betalinger, identifikation og sygeoplysninger m.m. kan ordnes den vej.
2 af 3 MONA JENSEN, STOHOLM Der er vist ingen tvivl om, at det handler om kroner og øre. Bankerne har en plan. Måske dukker der noget endnu smartere op, der kan dække alle de mange individuelle behov, forbrugerne har i dag. Vi har selv VisaDankort og Master Gold uden at betale gebyrer til banken. Vi rejser en del, og kortene kan noget forskelligt. Så er man dækket ind. Dankortet har visse begrænsninger, men er helt klart det billigste for både forbruger og samfundet.
3 af 3 IVAN HØEG, LØGSTRUP Jeg håber ikke, at Jyske Banks beslutning om at vende ryggen til VisaDankortet breder sig til andre banker. Det er efter min mening et forsøg på at påtvinge kunderne endnu højere gebyrer. Hvis Dankortet helt forsvinder, vil vi som forbrugere blive taberne, idet bankerne selv kan bestemme hvilke gebyrer der bliver pålagt ved brug af Visa og MasterCard. Da flere banker allerede i dag går ind for det pengeløse samfund, bliver vi tvunget til at anvende kreditkort. Selv har jeg i dag såvel Visa Dankort som MasterCard både privat og i firmaregi, og jeg er bestemt ikke interesseret i at få flere kreditkort at holde styr på.

VisaDankortet er Danmarks mest udbredte betalingskort med 4,4 mio. brugere, men nu går Jyske Bank væk fra det. I stedet får folk – til samme pris – et rent Dankort og et rent Visakort. Jyske Bank siger selv, at man ønsker at puste til konkurrencen på kortmarkedet, mens Forbrugerrådet Tænk kalder det et maskeret angreb på dankortet. Gebyrer på brug af dankort er nemlig politisk bestemt og meget lave, mens der kan være højere gebyrer at hente for bankerne, hvis kunder bruger andre kort.