Gamere får godt rum til e-sport

Flere bevillinger sikrer bedre forhold for computer-spillere

17. januar 2019, 07:17
Jørgen Clemmensen, John Andersen, Bjarne Lindebjerg og Henrik Nielsen omkring den check, som SparNord Fonden har givet til e-sport i Nr. Søby. Privatfoto

NORDFJENDS Da unge e-sport spillere begyndte at komme i Søby-Højslev Hallen efter sommerferien, skete det i et mødelokale. Men det var ikke ideelt som spil-lokale. Derfor har Nr. Søby Idrætsforening søgt penge til at lave et godt lokale til de unge gamere.

- Vi havde et rum, som skulle gøres i orden til det i hallen. Men det koster en del at få trukket strøm, lavet nødudgang og så videre. Derfor har vi søgt flere steder for tilskud til projektet, siger formand for Nr. Søby IF John Andersen.

Senest har man fået 15.000 kroner fra SparNord Fonden. Men der er også givet 25.000 kroner fra Foreningspuljen og 47.500 kroner fra Landsbypuljen.

- Vi håber også, at vi kan få indkøbt sofa, TV og Playstation til lokalet. Og på sigt vil vi også gerne have computere, som vi kan låne ud til spillerne, når de er her. Indtil videre har spillerne været nødt til selv at have computere med. Og der var faktisk nogle, der gerne ville være med til e-sport, men som ikke havde en computer. Og dem vil vi jo gerne kunne stille en computer til rådighed for, når de er i hallen for at spille, siger John Andersen.

Trækker nye til

Han fortæller, at der fra starten var 11 spillere på stedet. Heraf var 9 ikke nogen, der var vant til at komme i hallen. Og John Andersen mener, at der er et rigtig godt socialt klima omkring spillerne.

- Vores trænere går op i at lære de unge mennesker, at de skal tale ordentligt til hinanden. Og de har det virkelig godt sammen på holdet. Vi har også holdt et par weekender, hvor vi har lavet noget mad til dem, og hvor de rigtig har hygget sig, siger John Andersen.

For ham er der ingen tvivl om, at e-sport er kommer for at blive.

- Det er en rigtig god idé at samle spillere i grupper, så de også kan få et socialt samvær og ikke bare sidde alene på et værelse og spille.

E-sport i Nr. Søby finder sted hver mandag - og nu altså i eget lokale.