Fjernede fodlænke inden tyvetogt

Et par fra Karup gjorde sig til tyve for frugt og urtepotter

24. januar 2019, 09:31
Foto: Martin Ballund

HAGEBRO En politipatrulje kom tilfældigvis forbi, da et par fra Karup tirsdag nat var i færd med et tyveri fra Statoil på Holstebrovej i Hagebro.

Her stod en 35-årig mand og puttede en masse ting i bagagerummet.

Da politiet kiggede nærmere på kosterne, viste de sig at bestå af sprinklervæske, frugt og urtepotter fra tankstationen.

Med sig i bilen havde han en 56-årig kvinde, også fra Karup. Kvinden afsoner for tiden med fodlænke, men havde taget den af i dagens anledning.

De blev begge taget med til politistationen, og kvinden er nu overdraget til kriminalforsorgen.