Dahlgårds Tivoli og Grønhøj Kro i samarbejde

En ring sluttes, når Grønhøj Kro og Dahlgårds Tivoli skal lave Sommersøndage sammen

24. januar 2019, 16:05
Leif Dahlgård fra Dahlgårds Tivoli og Gregers Laigaard fra Grønhøj Kro har kendt hinanden gennem en menneskealder. Til sommer starter de et samarbejde omkring arrangementsrækken Sommersøndag på Grønhøj Kro. Privatfoto

GRØNHØJ Dahlgårds Tivoli vil hen over sommeren være at finde ved Grønhøj Kro.

Det sker i forbindelse med kroens tema Sommersøndag, en arrangementsrække med start den 2. juni, og som afholdes 13 søndage frem.

Det oplyser krofatter Gregers Laigaard fra Grønhøj Kro.

I arrangementet indgår også en gruppe kvinder fra Randers-egnen, som kalder sig Veteranbilmadammerne, og som har stor erfaring med opstart af flere veteranarrangementer og veteranvideoproduktioner.

Men sammen med en række veterankøretøjer kommer altså også Dahlgårds Tivoli til at tage opstilling på kroens mark med mad- og isbod, skydevogn, karrusel og kraftprøve.

Lokale rockbands og Dario

Men Sommersøndag er ikke gjort med tivoli og veterankøretøjer alene.

Der vil nemlig også hver søndag være underholdning af forskellig art, og der er allerede indgået aftale med flere aktører, lige fra lokale foredragsholdere til genetablerede, lokale rockbands, ligesom man er tæt på at sikre sig Dario Campeotto, der i år runder de 80 år og i øvrigt tidligere har stået på blokvognen i Dahlgårds Tivoli.

I håbet om, at gæsterne ikke blot vil tælle veteranbilsentusiaster, har Gregers Laigaard allieret sig med sin søster Lene Laigaard, som har et stykke jord i nærheden af kroen, hvor der kan parkeres.

- Alt dette her koster selvfølgelig penge at starte op, indrømmer Gregers Laigaard.

- Men jeg solgte jo golfbanen her i sommers, og jeg har hele tiden ment, at nogle af disse penge skulle bruges til at udvikle og sætte gang i Grønhøj. Så ud over kartoffelmuseet er det også meningen, at nogle af disse penge skal bruges her.

En ring sluttes

Gregers Laigaard kan glæde sig over, at nogle unge mennesker fra byen har lovet at hjælpe til med at afvikle arrangementerne, og at Leif Dahlgård fra Dahlgårds Tivoli også er med på ideen.

- Familien Dahlgård havde i sin tid deres tilholdssted på en gård i Grønhøj og opstillede hvert efterår på marken overfor kroen deres tivoli for egnens borgere. Dahlgårdfamilien var også en tæt del af mine forældres vennekreds, og man hjalp ofte hinanden i hverdagen. Så i kraft af samarbejdet kan man sige, at en venskabelig historie gentager sig, og det er en tanke, jeg godt kan lide, siger Gregers Laigaard.

Da Dahlgårds Tivoli blev kult

Dahlgårds Tivoli blev for alvor landskendt for 20 år siden, da Danmarks Radio i en serie på otte afsnit tegnede et minderigt portræt af det farverige, omrejsende familietivoli.

Siden ramte en ny virkelighed med tilbagegang Dahlgårds Tivoli, som i dag kører i et noget andet og meget mindre setup, men der er altså stadig liv i det, og det er fortsat med Leif Dahlgård i spidsen.

Man kan se de otte afsnit af den legendariske serie på DR Bonanza her.