Revy: Vridsted på vrangen

Vridsted tages under (k)ærlig behandling, når revyen vender tilbage i marts

01. februar 2019, 06:42
Mona Breiner (tv) og Lis Ulstrup er Vridsted Revyens to instruktører, mens Claus Renner Petersen er med på det syv mand store hold af skuespillere, der øver i Sognehuset i Vridsted. Foto: Henrik Bagge

Vridsted Det er igen blevet tid til at vende vrangen ud på Vridsted og de gode mennesker, der går rundt i byen og gør den til det, den er.

Over tre dage i slutningen af marts er der nemlig igen revy i Vridsted Forsamlingshus, og det er med en stort set uændret holdopstilling, at man nu går og øver på den tredje i rækken af revyer, der hvert andet år siden 2015 på humoristisk vis har behandlet, hvad der er sket siden sidst på vestfronten af Fjends.

På rollelisten er Hans Brogaard, Lasse Lauritsen, Kristina Lauritsen, Claus Renner Petersen, Kristiina Tejsner, Helle Brogaard og Per Steen Pedersen.

Instruktører er Mona Breiner og Lis Ulstrup, mens orkestret består af Nick Ulstrup, Kresten Breiner og Christian Hansen.

Desuden er der tilknyttet et par tovholdere i skikkelse af Søren Jespersen og Claus Nielsen, og midt i det hele tuller også Hans Jørgen Nørgaard rundt som bindeled mellem aktørerne og Koordinationsudvalget, som samler alle byens foreninger.

(K)ærlig behandling

Så trådene er mange og rækker langt ud i lokalsamfundet, og det vil også gøre sig gældende, når det kommer til de temaer og det persongalleri, der udfylder repertoiret i årets revy.

Det må gerne være lokalt, og man må gerne kunne genkende sig selv og andre i det. Og så skal man helst kunne se hinanden i øjnene dagen efter også.

- Vi er skarpe, men ikke onde. Og det skal helst være over bæltestedet, siger Hans Jørgen Nørgaard.

Uden at afsløre for meget, kan publikum forvente at høre om både råger og Running Dinner i Vridsted.

Der er også noget skolesnak, et ferienummer og et nummer om de næsten usynlige mennesker, der også befolker byen.

Holdet bag revyen har længe været i arbejdstøjet. Mens øvningen gik i gang efter nytår i Sognehuset, har tekstskrivningen stået på siden sommer.

På den måde har der været god tid til at vurdere råmaterialet og sortere benhårdt i, hvad der holder, og hvad der skulle ud.

Revyen opføres torsdag den 28. marts med reduceret pris for børn, og igen fredag den 29. og lørdag den 30. marts.