Stjal bil og crosser plus det løse

Tyve på Skivevej i Løgstrup tog lidt af det hele med

01. februar 2019, 08:41
Foto: Martin Ballund

Løgstrup De har ikke været særligt målrettede, de tyve der torsdag mellem klokken 18 og 21.50 brød ind på en landejendom på Skivevej i Løgstrup.

Til gengæld har de taget lidt af det hele med, og også noget mere, end de lige kunne have i lommerne.

Der er forsvundet en bil, en koksgrå Volvo 940 med registreringsnummeret BZ 26 477.

Dernæst er der også forsvundet en blå og hvid 250 kubik Yamaha crosser.

Der mangler nu også forskelligt fiskeudstyr og elektronik fra adressen, og så har man været en tur i klædeskabet, hvorfra der er forsvundet forskellige artikler.