Endnu flere unge bør vælge en erhvervsuddannelse

01. februar 2019, 11:48
Niels Hansen. Pressefoto

Studenterhue, svendebrev eller begge dele med en EUX-uddannelse!

Det er lige om lidt, at folkeskoleeleverne i 9. og 10. klasse skal vælge ungdomsuddannelse. I 2017 tog 255 unge i Midt- og Vestjylland en erhvervsuddannelse. I 2018 var tallet steget til 295.

I alle vores midt- og vestjydske kommuner er det over 20 procent af en årgang, der efter folkeskolen går efter at få en faglært uddannelse.

I Lemvig er vi helt oppe på 29 procent. I Ikast-Brande og Skive er det henholdsvis 27 og 26 procent. Og i Holstebro, Ringkøbing-Skjern, Struer og Viborg er det 25 procent af de unge, der afslutter 9. eller 10. klasse, som sætter kursen mod den lokale erhvervsskole.

Jeg bliver glad og stolt helt ind i hjertet, når jeg kan se, at unge mennesker vælger min branche og mit fag. Her er muligheder for alt, hvad man kan drømme om i løbet af et arbejdsliv, det ved jeg af egen erfaring. Gode jobmuligheder både herhjemme og i udlandet. Mulighed for at læse videre og starte egen virksomhed. Mulighed for at bygge alt fra et spisebord til et supersygehus.

Selv om antallet af unge i Midt- og Vestjylland, der vælger en erhvervsuddannelse, stiger, er der brug for flere. Allerede om små ti år kommer vi alene i bygge- og anlægsbranchen til at mangle 17.000 medarbejdere, der har en faglært uddannelse som f.eks. murer eller struktør.

Derfor håber jeg, at antallet af unge i Midt- og Vestjylland, der vælger en erhvervsuddannelse, vil stige igen i år. Tænk, hvis mindst 30 procent af en årgang valgte en erhvervsuddannelse, så ville vi være nået et godt skridt på vejen mod at sikre fremtidens medarbejdere til vores lokale virksomheder.