Kjeldbjerg mister sin dele-bil

Endnu usikkert om Vridsted mister dele-bus

08. februar 2019, 11:34
Det er endnu usikkert, om Vridsted får lov at beholde dele-bussen, her med Kristian Hansen bag rattet. Arkivfoto: Britta Kristiansen

TRANSPORT Et halvt år havde projektet med dele-biler og dele-busser i Viborg Kommune til at komme i gang. Men behovet for dele-biler har tilsyneladende ikke været der. I hvert fald er de blevet brugt alt for lidt.

- Dele-bilerne skulle køre 1500 kilometer om måneden for at kunne løbe rundt. Men en enkelt af dele-bilerne har kun kørt 700 kilometer på et halvt år. Andre har kørt omkring 1000 kilometer om måneden. Så det projekt stopper vi nu. Bilerne bliver hentet her til den første, siger Thorkild Vestergaard fra Trafik og Veje i Viborg Kommune.

Det betyder altså, at den dele-bil, som Kjeldbjerg fik stillet til rådighed, nu ikke længere vil være en del af bybilledet.

Bussen måske også i garagen

Det er endnu usikkert, hvordan det ser ud med dele-busserne. Det er ikke afgjort, om de skal samme vej som dele-bilerne.

Vridsted fik en 9-personers bus stillet til rådighed i maj sidste år.

Projektet blev sat i værk for at give borgerne på landet en bedre mulighed for samkørsel.

- Vi kom på ideen sidste efterår, da der var snak om kollektiv trafik i de små byer. Det er jo dyrt at sætte en stor bus til at køre igennem en by mange gange om dagen. Så søgte vi midler hos Trafikstyrelsen til projektet omkring dele-biler og dele-busser. Og nu er de altså alle ude at køre, sagde Thorkild Vestergaard ved projektets start.

Der var tale om i alt seks dele-biler og tre dele-busser rundt omkring i Viborg Kommune.