40 pokaler uddelt til ØK Open

93 unge ketsjersvingere var søndag tidligt ude af fjerene

05. februar 2019, 16:12
1 af 6 Oliver og Jakob fra ØK i gang med herredouble i U13C. Privatfoto
2 af 6 Træner Brian Skovgaard fra ØK lykønsker Villiam og Thomas der vandt guld i U13B. Privatfoto
3 af 6 Andreas Kudahl i kamp med Mads Overby fra Viborg i U15C. Privatfoto
4 af 6 Nicklas og Nick fra ØK, der vandt guld i HD U15D. Privatfoto
5 af 6 Lamija og Julie fra Skive-Resen, der vandt guld i DD U11D. Privatfoto
6 af 6 Ida G. Jensen fra Roslev, der vandt guld i U11 DS og Julie Halborg Dahl fra SRB90, der vandt sølv. Privatfoto

Ørslevkloster 93 børn og unge fra 18 forskellige badmintonklubber var søndag stået tidligt op for at deltage i badmintonstævnet ØK Open i Ørslevkloster Hallen.

Stævnet var nummer 16 i rækken, og der blev spillet kampe non stop fra klokken 9 morgen til 20 aften.

Undervejs blev intet mindre end 40 pokaler uddelt sammen med flotte sponsorpræmier. I alt havde 24 forskellige sponsorer valgt at støtte op om stævnet med enten et kontant tilskud eller præmier.

Anne Mette Rasmussen fra badmintonudvalget fortæller, at der dermed forventes et flot overskud på omkring 15.000 kroner, som skal sørge for, at de omkring 40 badmintonspillere fra ØK kan komme gratis til stævner rundt om i andre klubber.

Ubeskeden værtsklub

Der var stor lokal opbakning til stævnet, og det var da også de lokale klubber, der løb af med de fleste sejre.

Der var således deltagelse af 17 spillere fra Ørslevkoster, 16 spillere fra Skive-Resen, 14 spillere fra Viborg, otte fra Roslev og seks fra Mønsted.

Traditionen tro blev der også dystet om vandrepokalen, som går til den klub med de fleste sejre ved stævnet.

Og her var værtsklubben ubeskeden nok til at løbe med sejren, idet ØK kunne noteres for 29 sejre, tæt fulgt af Viborg med 26 sejre og Skive-Resen med 20 sejre.

Stævnet forløb uden uheld og forsinkelser, og et ovenud tilfreds badmintonudvalg kunne notere sig en ny deltagerrekord med 93 ketsjersvingere.