Indbrud i Stoholm Kirke

Et sikkerhedsskab blev godt hærget, da tyve ledte efter værdier i Guds hus

11. marts 2019, 08:54
Arkivfoto

Stoholm Der har været indbrud i Stoholm Kirke mellem klokken 11.30 fredag og 10.30 lørdag.

Et kældervindue er brudt op, og der er spor efter gerningsmænd i både kælder og stueetage.

Gerningsmændene har især brugt krudt på et sikkerhedsskab, der er forsøgt brudt op, men uden held, oplyser formand for menighedsrådet Ejner Skovhus.

- De måtte opgive. De har ellers været ihærdige, så den er godt ødelagt med et stort koben eller noget. Men de var nok blevet slemt skuffede, hvis de var kommet ind, for der er bare papirer og gamle kirkebøger i den, som vi skal opbevare sikkert mod blandt andet brand. Men det har jo stor betydning for os, siger Ejner Skovhus.

Helt tomhændede gik gerningsmændene dog ikke derfra, idet der er forsvundet en bærbar computer ved indbruddet.