39-årig mælkeproducent er ny formand i Landbo Limfjord

Claus Clausens afløser som formand i Landbo Limfjord er fundet

12. marts 2019, 11:26
Lars Kristensen er ny formand i Landbo Limfjord. Arkivfoto

fJENDS Bestyrelserne i Landboforeningen Limfjord samt Landbo Limfjord har igen konstitueret sig, efter landmand Claus Clausen fra Vroue trak sig som formand som følge af en konkurs med sin gård.

Det betyder, at den tidligere næstformand, Lars Kristensen, nu er ny formand.

Den 39-årige Lars Kristensen har Elmegården i Frederiks og er ifølge Landbrugsavisen en af Danmarks 30 største mælkeproducenter med 880 køer og cirka 15 ansatte. Han driver også 550 hektar jord til dels i samarbejde med en kollega.

Lars Kristensen har siddet i bestyrelsen de sidste otte år, og på pladsen som næstformand bliver han afløst af Niels Holger Nordendahl fra Mors.