Generationernes gymnastikopvisning

12. marts 2019, 16:22
Sinna Maagaard og det store hold fra Sport på Tværs har sagt ja tak til at deltage i Fjends Gymnastikforenings opvisning i Stoholm Fritids- og Kulturcenter. Foto: Britta Kristiansen

Stoholm De yngste kan dårligt nok gå, og de ældste...ja, nogle af dem kan også dårligt nok gå.

Men det skal ikke forhindre dem i at vise, hvad de har øvet i løbet af vinteren, når Fjends Gymnastikforening lørdag den 16. marts laver gymnastikopvisning i Stoholm Fritids- og Kulturcenter.

For mens de allermindste indtager gulvet sammen med deres far eller mor på forældre/barn-holdet, bliver de ældste i år repræsenteret ved det store hold fra Sport på Tværs, der for ganske nylig har sagt ja til at medvirke.

Derudover kan man stifte bekendtskab med en flok abeunger, der er 3-5 år, nogle topenergiske zumba kids, et hold spring og fræs for 6-10 årige, samt det helt store springhold, der går under navnet FGF Mix.

Gæsteoptrædende er i år et stort hold fra Lomborg Gymnastik- og Idrætsefterskole.

Inde i en god udvikling

Trine Tolstrup er formand i Fjends Gymnastikforening, og hun glæder sig til at byde velkommen til publikum allerede klokken 9.30.

- Vi starter tidligt af hensyn til de helt små, så de rigtig kan vise sig overfor deres bedsteforældre, siger Trine Tolstrup, der kan glæde sig over nogle store hold i sin forening, selv om børn i dag har et utal af tilbud at vælge imellem.

- Det er, som om gymnastik er lidt på vej tilbage i hovedet på børnene igen, siger Trine Tolstrup, der tæller 130 medlemmer i sin forening.

De er alle børn, men i næste sæson kommer de voksnes dansehold tilbage, ligesom formanden håber at kunne tilbyde jumping fitness til de voksne, hvis man lige har held til at finde en instruktør.

- Så jeg synes, det går rigtig godt. Det er en god forening i en god udvikling, siger Trine Tolstrup.