Forårsmesse Sara bringer brudekjolen hjem til Stoholm

Sara Ditlev kommer fra Gammelstrup, men driver nu eget firma i Ikast

13. marts 2019, 11:25
Sara Ditlev kommer hjem til Stoholm for at præsentere brudekjoler fra eget firma til Forårsmessens modeshow. Foto: Henrik Bagge

Gammelstrup Det er egentlig en gammel idé groet hos Kornblomsten i Stoholm, der nu bliver til virkelighed, når Sara Ditlev kommer til hjemstavnens Forårsmesse for at præsentere brudekjoler fra eget firma under modeshowet.

- Jonna og jeg har faktisk for flere år siden snakket om, at det kunne være sjovt at lave et eller andet, men chancen har ikke rigtig budt sig før. Men nu ringede hun og spurgte, om jeg ville være med. Og så er det jo også hyggeligt at lave noget her, hvor man kommer fra, siger Sara Ditlev.

Den Jonna, hun henviser til, er Jonna Jepsen fra Kornblomsten, der skal binde brudebuketterne til modeshowet, mens Katrine fra Harmonii Hair og Janne fra Hair4you skal sætte håret på modellerne.

Eget firma med showroom

Sara Ditlev er 29 år og oprindeligt fra Gammelstrup, hvor hun voksede op på en gård sammen med sine to trillingebrødre og en lillebror.

Siden har interessen for tøj og design bragt hende over skrædder- og designskoler i Aalborg, Herning og Aarhus, inden hun for et par år siden endte i Ikast, hvor hun nu bor og arbejder i en iværksættersystue ved navn Sylab, som holder til i en af modehuset Claire Groups gamle systuer.

- Vi er ti piger, som sidder med hvert vores lille projekt, og så er der en daglig leder, som også står for at tage nogle ordrer ind, som vi kan melde os på. Jeg har for eksempel også været med til at udvikle noget sportstøj for nogen, siger Sara Ditlev.

Men topprioriteten er hendes eget lille firma, Sara Ditlev Wedding, hvortil hun har knyttet et showroom lige ved siden af systuen.

- Det er enormt vigtigt, at man kan præsentere produkterne på en god måde. Der er meget i det her med at sælge en brudekjole, som kræver at man ligesom kan give hele pakken. Det er lige så meget en oplevelse, man sælger, pointerer Sara Ditlev.

Less is more

Kunderne er private, der selv kontakter Sara og booker en tid til showroomet, og så starter processen med at få lavet den helt rigtige kjole til kunden.

- Jeg har selvfølgelig en masse hængende, for man skal jo også inspireres lidt og gerne prøve noget på. Men ellers snakker vi os frem til det. Hvad ønsker og forventer de, hvad vil de gerne fremhæve ved dem selv? Det er jo fordelen ved en skræddersyet kjole. Man kan fremhæve noget, og tone andre ting ned, siger Sara Ditlev, der lidt har taget mantraet »Less is more« til sig.

- Jeg synes, det er rigtig godt, hvis man kan få noget meget enkelt til at se fint ud ved bare lige at lave en enkel og elegant skæring. Nogle gange kan ting bare larme unødvendigt meget, og jeg vil hellere lave noget, der er mere klassisk og holdbart i udtrykket.