Forårsmesse Glædelig hjul fra cykelsmeden

Det er om foråret, at Poul Kjeldsen for alvor kommer op i gear

13. marts 2019, 16:14
Cykelhandler Poul Kjeldsen i Stoholm ved godt, hvor han skal kigge henne på en cykel, for at kurere den for de sygdomme og småskavanker, den gerne skulle af med, inden den skal forårsluftes. Foto: Henrik Bagge

Stoholm Det ser ikke for godt ud med luften hos hverken cyklen eller rytteren, da avisens journalist i starten af den første forårsmåned trækker en fem år gammel Centurion hen til cykelhandler Poul Kjeldsen i Stoholm for at blive forårsklar.

Efter et par år i Skanderborg-området og et halvt år i det ligeledes kuperede Fjends, har cyklen beklaget sig, hver gang den er blevet trukket ud af skuret.

Men det skal vi nok få kureret, forsikrer cykelogen, mens han hænger havelågen op i et par bøjler.

Hold kæden stram

Poul Kjeldsen starter med at rense kæden og smøre den.

- Så tjekker jeg, om kæde og tandhjul er slidt. Det er det så ikke på den her. Du ville nok også blive forbavset, hvis jeg sagde, det var, lyder det lige frisk nok fra Poul Kjeldsen.

Cyklen var godt nok kun en enkelt gang ude at vende ved Birkesø sidste år, men man skulle jo også lige først flytte hertil, inden man kunne komme i gang, og det er heller ikke så nemt at finde rundt her, og vejret var da heller ikke for godt. Men i år...

Da Poul Kjeldsen har renset sand og gammel olie af kæden, konstaterer han, at den ingenting fejler, men bare lige skal strammes lidt.

- Den skal kunne give sig omkring en centimeter op og ned, siger han og anbefaler, at man smører kæden cirka en gang om måneden.

- Det er der ingen, der får gjort, men alt det sand, der for eksempel sidder i kæden, det virker jo i princippet som sandpapir, så det giver jo ekstra slitage.

Brug godt med smørelse

Det er også godt at få smurt sine kabler op efter vinteren.

- Der kan stå vand indeni, og det er især ved gearene, det går galt, siger cykelsmeden.

Herefter tjekker han dækkene for skader.

- Er mønsteret i orden, er de ved at rådne op, og er der luft nok i, siger Poul Kjeldsen og oplyser, at det optimale dæktryk for sådan en bycykel er omkring 4 bar.

- Jo hårdere, den er pumpet, desto bedre ruller den. Men jo mindre affjedring har du også, så det er en afvejning.

Han mærker efter, om egerne skal spændes op, om der er slør i kranken og om hjulene slår. Det synes ikke at være tilfældet, og han spørger om sædehøjden er tilfredsstillende.

- Sædet skal som udgangspunkt passe ud for dine hofter, når du står ved siden af cyklen. Og når du sætter hælen på pedalen og træder frem, skal dit ben være strakt. Det er optimalt, siger han.

Han skifter lige et par hærgede pedaler ud, inden det skal testes, om en forårsklargøring har gjort en forskel.

Og det er lidt ligesom at sidde på en rodeotyr, da en forårskåd Centurion nærmest stejler ud ad indkørslen.