Lokalt vandværk renoveres for 1,5 mio. kroner

Fly Vandværk får en opdatering hen over de næste uger

21. marts 2019, 06:51
Foto: Anton Maltsev

FLY Vandværket i Fly skal renoveres for halvanden million kroner. Man er netop gået i gang med renoveringen og forventes at blive færdig i løbet af de næste små ti uger.

Vandværket i Fly er fra 60’erne, og pumperne er fra 90’erne. Det står nu alt sammen til at blive skiftet ud.

Formand for Fly Vandværk Ernst Hedegaard fortæller:

- Ved vores tilsyn har Viborg Kommune anbefalet at få set på en betonvæg i anlægget. Der var tegn på gennemsivning. Vi har også haft nogle problemer med et filter. Og derfor har vi nu besluttet at sætte gang i renoveringen.

Masser af godt vand

En analyse viser, at der er masser af godt vand under Fly - og det er godt beskyttet. Derfor har man valgt at fortsætte med eget vandværk i Fly.

Som en ekstra sikkerhed, så bliver der nu skabt to fuldstændigt adskilte linjer på vandværket. Det vil sige, at man kan skifte til den anden linje, hvis noget er galt.

Forbrugerne vil komme til at mærke til renoveringen, men Ernst Hedegaard lover, at man vil holde generne på et minimum. Man laver nemlig et midlertidigt vandværk, der er fuldt ud lige så godt som det normale, mens arbejdet står på.

Ingen pesticider

Der bliver som en del af den nye renovering lavet en ekstra boring.

- Vi har noget rigtig godt vand i Fly, og det bliver vi ved med at have. Vores vand er godt beskyttet af et ler-lag, og der har aldrig været pesticider eller lignende i vores vand, siger Ernst Hedegaard.

De 1,5 million kroner, som arbejdet koster, har man selv hensat fra vandværkets side.

Det nye vandværk med nye pumper, en ekstra boring og så videre forventes klar i uge 22.