Jubilæum i Fly Sangforening

05. april 2019, 11:40
Privatfoto

Fly Det er i år 10 år siden, at en gruppe sangglade Fly-borgere bestemte sig for, at det ville være på sin plads at mødes en gang om ugen for at lufte stemmebåndene.

I den forbindelse har foreningen arrangeret en jubilæumsaften den 8. april med musik og efterfølgende traktement i Fly Forsamlingshus lige over for kirken.

Man vil nemlig gerne give medborgerne mulighed for at høre nogle af favoritterne fra de mange øveaftener som eksempelvis sange af Aakjær og andre gode sangskrivere fra den danske sangskat, mens der i forsamlingshuset bliver fællessang.

Siden starten har Fly Sangforening haft omkring 20 medlemmer i foreningen med et lille frafald undervejs af naturlige årsager, mens nye hvert år er kommet til.

Foreningen er helt selvkørende med både musik og korledelse fra egne medlemmer.

Der bliver øvet hver mandag aften i Fly Kirke.