Mor og datter til forårskoncert

Saxofonisten Trine Jensen-Gadegaard tager sin datter Sybille med på violin til koncert i Kobberup Kirke

13. april 2019, 14:19
1 af 2 Trine Jensen-Gadegaard. Pressefoto
2 af 2 Sibylle Bodart. Privatfoto

Kobberup Det bliver med lokalt islæt af høj karat, når årets forårskoncert afvikles i Kobberup Kirke tirsdag den 16. april.

Trine Jensen-Gadegaard, der bor i Vridsted, er uddannet klassisk saxofonist fra konservatorierne Det fynske Musikskonservatorium (nu Syddansk Musikkonservatorium), Conservatoire de Bruxelles og Conservatorium van Amsterdam.

Hun har undervist i Belgien og Luxembourg og underviser i dag på Orkesterefterskolen i Holstebro, Skive Musikskole og Kulturskolen Viborg. Hun er dirigent for Viborg Concert Band, Viborg FDF’s harmoniorkester og Skive Postorkester.

Udover sit virke som underviser, spiller Trine koncerter rundt om i landet og har ofte assisteret i orkestre som Odense Symfoniorkester og Ålborg Symfoniorkester.

Violinist fra Vestfjendsskolen

Til koncerten i Kobberup Kirke medbringer hun sin datter, Sibylle Bodart, der er født i 2003.

Som seksårig startede hun violinundervisning hos Roberto Sarno på Viborg Musikskole. I dag går hun på MGK midtvest på 1. år samtidigt med 9. klasse på Vestfjendsskolen.

Sibylle har været på masterclass med Yair Kless og Erik Danciu. Hun er violinist i MiVU (Midtvestjysk Ungdomssymfoniorkester) og OMV (Orkester Midtvest).