Nu kommer der gang i Kjeldbjerg

15. april 2019, 06:22
Foto: Kevin Carden

Kjeldbjerg Viborg Kommune og DGI Midtjylland vil slå et slag for både den fysiske og mentale sundhedstilstand ved at få flere til at gå eller løbe sammen i Viborg Kommune.

Derfor afholdtes for nylig en inspirationsaften i Viborg, og til det møde var der gode folk fra Kjeldbjerg til stede.

Det har nu resulteret i, at Anne Grethe Præst, Grete Kibsgaard, Ruth Kristensen, Anne Lise Storgaard og Birgit Nielsen er klar til at invitere byens borgere ud på en fælles gåtur hver tirsdag og første gang den 23. april med afgang fra Torvet klokken 18.30.

Det drejer sig om cirka tre kilometer i roligt tempo, og man må gerne tage klapvogn, nabo, hund og stok med.

Den første aften slår arrangørerne håret ud og serverer øl og vand til tørsten samt kaffe og kage efterfølgende.