Så skal køerne igen ud at danse

Alle længes efter forår - og Økodag er den perfekte start

12. april 2019, 05:49
Det er et festligt syn, når de mange forårskåde køer »danser« ud på græsset. Arkivfoto: Britta Kristiansen

LANDBRUG Søndag den 14. april er der igen mulighed for at komme ud og se økokøerne danse foråret i møde.

Lokalt bliver det hos Nygård på Vestre Skivevej i Tastum, at alle er velkomne til at komme med på en kigger.

Nygård - ejet af Carina og Svend Otto Søgaard - har 450 økologiske Jersey-køer. Og efter en lang vinter skal de lukkes på græs den 14. april.

Det plejer at være det helt store trækplaster. For intet er mere tydeligt, end køernes glæde over igen at være ude.

Stort tilløbsstykke

59 økologiske landmænd over hele landet åbner stalddørene og lukker deres forårskåde økologiske køer ud på græs denne søndag, og i Region Midtjylland inviterer 22 økologer indenfor på gårdene til Økodag. I 2018 valgte 232.000 danskere at opleve køerne løbe på græs.

- Økodag er en god mulighed for, at forældre, børn og bedsteforældre tager en tur på landet og sammen oplever, hvor mælken kommer fra. På gårdene kan man smage på økologien, komme helt tæt på dyrene, og blive klogere på økologisk landbrug, siger Birgitte Nygaard, projektleder for Økodag i Økologisk Landsforening, og tilføjer:

- I år har vi til Økodag særligt fokus på klima. Økologiske landmænd har særligt mange græsmarker, fordi køerne skal på græs hele sommeren. De mange græsmarker er godt for klimaet, fordi græsset hiver CO2 ud af luften og lagrer det som kulstof i rødderne og i jorden.

Der vil også være smagsprøver, halmhoppeborge og klapning af kalve.

På Nygård lukker man køer ud fra to stalde, så alle skulle kunne være med, når de danser ud i foråret.